Ekstra plads på vej til medbringertrucks
En god nyhed for branchen og for miljøet.
Sådan lyder ITD’s holdning til, at det lysner med at få lov til at køre med såkaldte ”medbringertrucks” – en gaffeltruck fikseret bag på lastbilen eller påhængskøretøjet – uden, at den tæller med i vogntogets samlede længde.
- Stykgodstransporter bliver langt mere effektive, fordi gaffeltrucken ikke tager værdifuld plads på ladet. Det er vognmandens gevinst. Chaufførens gevinst ved altid at have en gaffeltruck med er en lettere dagligdag og bedre arbejdsmiljø, når han skal læsse og losse lastbilen, siger chefkonsulent Jørn-Henrik Carstens fra ITD.
- Miljøgevinsten ligger i, at det bliver muligt at have den samme mængde gods på lastbilen samtidig med, at man kører med medbringertrucken bagpå. Det betyder mere gods transporteret for den samme liter diesel.
RegelforenklingFremskridtet kommer efter et møde i ”regelforenklingsgruppen” i mandags. Her bragte ITD forslaget op i samarbejde med DI Transport.
- Trafikstyrelsen tog godt imod forslaget, men har enkelte tekniske krav, vi skal have på plads, før vi får et ok, siger Jørn-Henrik Carstens.
Kravene handler eksempelvis om, at bestemmelserne om”underkøringsbeskyttelse” skal efterleves også med gaffeltrucken hængende bag på. Bestemmelserne for akseltryk er også i fokus. Fx er det vigtigt, at kravet om tilstrækkeligt drivakseltryk får fuld opmærksomhed.
- Det handler om sikkerhed – og her er Trafikstyrelsen og ITD naturligvis helt på bølgelængde, fastslår Jørn-Henrik Carstens, der glæder sig over Trafikstyrelsens velvilje til at se på sagen.
ITD og DI Transport går nu i dialog med vognmænd og producenter for at kunne præsentere tekniske løsninger ved næste møde i regelforenklingsgruppen i december 2013.
Stor succesI dag tæller en medbringertruck med i vogntogets samlede længde. Dermed risikerer vognmanden at skulle ombygge standardkøretøjer eller bruge specialfremstillede køretøjer, hvis der skal være plads til en medbringertruck. Pladsen på ladet bliver mindre, og dermed er der kun plads til en mindre godsmængde på lastbilen.
Kan de rigtige løsninger findes, håber Jørn-Henrik Carstens, at en regelændring kan træde i kraft i løbet af 2014.
Branchen har i flere år kæmpet for en ændring af reglerne, og han peger på, at lignende regler for medbringertrucks i dag fungerer med stor succes i Tyskland og Holland.
Regelforenklingsgruppen er en gruppe under Trafikstyrelsen, hvor ITD er fast deltager. Gruppen arbejder for at gøre hverdagen lettere for vognmænd ved at reducere papirbøvlet og de administrative byrder.