Lastbiler falder fortsat
Indregistreringen af nye lastbiler faldt i august med 16,5 procent.
Der blev indregistreret 289 nye lastbiler – et fald fra 346 biler i august 2012.
- Indregistreringen af nye lastbiler er faldet gennem ganske lang tid og den udvikling synes at fortsætte i august. Antallet af indregistreringer er kraftigt præget af udflagningen i transportvirksomhederne og der vil formentlig gå et stykke tid endnu, inden vi for alvor ser markedet stabiliserer sig, siger adm. direktør i De Danske Bilimportører, Bent Mikkelsen.
År til dato er der skruet nummerplader på 2.177 nye lastvogne i Danmark. På samme tid sidste år var der nyindregistreret 2.685 lastvogne herhjemme. Dermed er der tale om et fald på 18,9 pct.
Varebiler svagt tilbageEt salg på 2.068 nye varebiler betød, at salget faldt med 1,6 pct. i forhold til august 2012. I årets første 8 måneder faldt salget med 2,7 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.
- Faldet i varebilssalget i august er marginalt og det kan give håb om, at den optimisme vi ser i personbilssalget efterhånden begynder også at kunne spores hos varebilerne. Overordnet set forventer vi dog fortsat at varebilsmarkedet vil udvikle sig stabilt og, at vi på årsplan vil se et marked på niveau med salget i 2012, siger Bent Mikkelsen.
Salget af personbiler lå i august hele 5,2 procent over niveauet i samme måned sidste år.