Aktivt tungvognscenter indviet
Sydøstjyllands Politi, eskorteret af to ministre og en borgmester, indviede i går officielt det nye Tungvognscenter SYD i garageanlægget ved Lokalstation Vejle.
Af Claus Warncke
Den nye specialenhed udgør sammen med tilsvarende centre i Aalborg samt på Sjælland det fremtidige tungvognspoliti i tæt samarbejde med Rigspolitiet.
Justitsminister Morten Bødskov (S), skatteminister Holger K. Nielsen (SF) og Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) deltog ved gårsdagens indvielse.
Skatteminister Holger K. Nielsen nævnte blandt andet tungvognskontrollens rolle i kampen mod social dumping – et af regeringens fokusområder.
- Både Morten Bødskov og jeg lægger stor vægt på et godt samarbejde mellem politi og Skat. Samtidigt er cabotage et af de største problemer i dag i forhold til social dumping. Det skal der arbejdes hårdt på at gøre noget ved, sagde skatteminister Holger K. Nielsen.