Er grøn det nye sort?
Transportbranchen er i fuld gang med den grønne omstilling. Grønne taxaer, grøn luftfart, grøn benzin og diesel, grønne busser på grøn strøm. Transportbranchen er ikke så sort, som den har været. Men det er en lang proces, der ikke er løst i 2020. For det første har vi stadigvæk behov for en høj mobilitet for både varer og personer.
For det andet tager det tid at omstille transportsektoren. Det tager især tid at udskifte bilparken, der står for knap 60% af transportens CO2-udledning. Af de biler der blev solgt sidste år, vil halvdelen stadigvæk køre på vejene i 2028.
For det tredje er det dyrt at omstille transportsektoren. Det viste regeringens virkemiddelkatalog med al tydelighed. Der er ingen nem snuptagsløsning. Og hvis dansk erhvervsliv skal vinde i den internationale konkurrence og skabe arbejdspladser, vækst og velfærd i Danmark, så behøver vi en høj mobilitet. Vi skal derfor være kloge og vælge de løsninger, hvor vi får mest klima for pengene.
Transportminister Pia Olsen Dyhr sætter sig nu for bordenden for et arbejde med at opnå CO2-reduktioner i transportsektoren. DI Transport er inviteret, og vi deltager gerne i arbejdet. Den grønne omstilling er en af vores prioriterede indsatsområder, for vi tror, vi kan levere de løsninger, der både bidrager til høj mobilitet og begrænser CO2-udledningen. Rigtig mange af vores virksomheder gør det allerede.
I januar i år præsenterede vi vores bud og visioner for en grøn omstilling, der ikke går ud på at øge afgifter eller forbyde transport, men i stedet giver transportbranchen mulighed for at være effektiv og konkurrencedygtige, samtidig med at vi går fra sort til grøn.