23948sdkhjf

Det er helt OK at have ambitioner

Olieselskab: OK er først og fremmest kendt for brændstof og fyringsolie – og nu satser selskabet for alvor på transportbranchen.

Olieselskab: OK er først og fremmest kendt for brændstof og fyringsolie – og nu satser selskabet for alvor på transportbranchen.



Af Gwyn Nissen

OK er i forvejen Danmarks største ”benzinselskab”, men nu går den danske energikoncern efter en endnu støre bid af kagen – og det skal især hentes i transportbranchen.

- Vi har en ambition om, at vi vil vokse i markedet, og vi vil have en større andel indenfor gods & bustransport – både blandt nationale vognmænd samt hos de mange danske vognmænd, der kører international kørsel, siger Henrik Dehn, ny markedschef i OK Transport.

OK er repræsenteret ved egne stationer i Danmark, men selskabet indgik sidste år en aftale med DKV, hvilket giver adgang til tusindvis af internationale servicestationer. Dermed er OK for alvor klar til at rykke overfor en række af de større danske kunder indenfor bus og godstransport.

- Vi vil vokse med små skridt, men når vi taler om en procent af markedet ad gangen, så taler vi altså store mængder, siger Henrik Dehn.

For at opnå den planlagte vækst, er det nødvendigt for OK at sikre sig nogle af de store kunder, der traditionelt har været knyttet de internationale brændstofselskaber.

- Og vi vil da også fortsat være der for både privatbilisten og for vognmanden med de få lastbiler – vi glemmer ikke, hvor vi kommer fra – det er også derfor vi satser på en behersket vækst, hvor vi således fortsat har mulighed for at servicere de kunder vi allerede har siger Henrik Dehn.

Godt udgangspunkt

Udgangspunktet for at vokse er ifølge Henrik Dehn bedre end nogensinde. OK er et af de meste kendte brands i Danmark.

- Vi har bare ikke været kendt for også at levere internationale transportløsninger – og det er nu heller ikke alle, der ved, at vi er det selskab, der sælger mest benzin i Danmark, siger Henrik Dehn.

Selskabet har over 700 tankstationer i landet. Dertil kommer 54 dedikerede OK truck-Diesel stationer, der er strategisk godt placeret i Danmark.

- Vi er således landsdækkende allerede, men vi måske nok et par sorte pletter, som vi kigger på, så vi når op omkring de ca. 60 truck-stationer når vi er fuldt udbyggede, sådan som infrastrukturen er i dag, siger Dehn.

Solenergi

Men OK vil mere end blot sælge diesel til transportvirksomhederne.

- Vi er det eneste selskab, der har fuldendt rejsen – fra olieselskab til energiselskab, ogder således dækker alle behov, siger Henrik Dehn.

Han peger på, at kunderne ønsker en samlet pakke, hvor OK ikke kun leverer dieselkortet og smøreolien til lastbilen, men også benzinkortet til privatbilen, fyringsolien eller naturgassen til hjem og erhverv samt alternative energiformer.

OK er således også leverandør af solenergi-løsninger.

- Her ser vi et stort potentiale for transportvirksomheder, der har mulighed for at placere solcelleanlæg på deres bygninger, siger Henrik Dehn.

Medejere

Det er ikke det eneste område, hvor OK bevæger sig i anden retning end deres globale konkurrenter.

- Vi ser, at konkurrenter tilpasser sig deres globale strategier, mens vi bevæger os derhen, hvor de danske kunder gerne vil have os, siger Henrik Dehn.

Han peger på, at OK har et dedikeret transportteam med fem distriktschefer og et Service Back-up team i Køge, der hele tiden er tæt på kunderne.

- Og når man ringer til OK, kommer man direkte til at tale med en medarbejder, der ved klar besked om transport og som kan hjælpe én videre, siger Dehn.

OK gør også meget ud af at være et dansk selskab, ikke mindst ved at støtte den lokale idræt, og så er OK fortsat et kundeejet andelsselskab.

- Det betyder, at man kan få indflydelse på sit eget selskab, forklarer markedschefen, der peger på, at andelshaverne tilmed får andel i selskabets overskud.

2011 var således et godt år for andelshaverne, og en mellemstor vognmand modtog i fjor en pæn sum i fondsandel og udbytte.

- Vi er glade for de gode resultater i OK, og vi håber, at flere vognmænd kan se de økonomiske fordele ved at være medejer i OK. Der er stadig flere, der får øjnene op for mulighederne, når vi gør dem opmærksom på mulighederne, siger Henrik Dehn.

FAKTA:
Energiselskabet OK amba

OK består ikke kun af olieselskabet, men også af datterselskaber som Kamstrup A/S, Energidata, TopDahl ApS og Danoil Exploration m.fl..

Henrik Dehn

OK Transports markedschef er 59 år, bor i Lyngby, er gift med Karin og har to voksne børn (samt to børnebørn).

Henrik Dehn har været i oliebranchen siden 1982, blandt andet hos Shell og Q8.

I fritiden ror Henrik Dehn på Bagsværd Sø. Tempoet er i dag dog mere adstadigt, end dengang han var elitekaproer. Derudover holder han formen vedlige ved at cykle flere gange om ugen – blandt andet med sin søn.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078