Mere kriminalitet mod gods og materiel
To trailere med kobber. En trailer med Gouda-ost. To blokvogne. Det er, hvad blot et enkelt medlem af Danske Speditører er blevet frastjålet i år.
Værdier i millionklassen forsvinder, når tyve slår til. Der er både tale om regulære indbrud på indhegnede arealer og om svindel, hvor godsportaler og forfalskede papirer indgår som redskaber for forbryderne.
Danske Speditørers Fagudvalg Kontinent ser en tendens til øget kriminalitet, og samtidig rejser flere medlemmer spørgsmålet, om politiet har de nødvendige ressourcer og metoder til at imødegå ulovlighederne. Derfor beder Danske Speditører nu alle medlemmerne om at fortælle om deres oplevelse af problemet som optakt til en dialog med myndighederne.
En speditør oplevede for nylig at få stjålet en trailer med værdifuldt gods. Overvågningskameraet viste, hvordan tyve var brudt ind med en trækker, havde taget en trailer og var kørt af sted med den. Traileren var forsynet med GPS-sporingsudstyr, så speditøren kunne se enheden køre mod grænsen ved Padborg, mens han ringede op til politiet. Det måtte være en smal sag at standse den ved grænsen. Men han fik en slem skuffelse. "Brænd lige en CD-rom med optagelsen og smid den i posten til os, så kigger vi på det," lød beskeden.
Direktør Martin Aabak, Danske Speditører, siger: "Det kan ikke være rigtigt, at politiet ikke medvirker til at standse en forbrydelse, mens den foregår. Her må der være tale om en fejlbedømmelse. Men fejlbedømmelser sker ikke tilfældigt. Måske er det organiseringen af indsatsen, der skal være anderledes. Danmark er et lille land, hvor gods og materiel på få timer kan krydse grænsen, og så bliver det hele meget mere besværligt. Der er grund til at se på indsatsen herhjemme så vel som samarbejdet med andre landes politi, siger direktør Martin Aabak, Danske Speditører.
- Og der er grund til, at alle i branchen overvejer deres forsikringsmæssige forhold i denne anledning. Vi har erfaring for, at der ofte mangler dækning ved denne type hændelser.