Politi sendte sværgodstransport under for lav bro
Men politiet slap for at betale erstatning.
I en opsigtsvækkende afgørelse ved retten i Koblenz, er tysk politi sluppet for en stor regning i forbindelse med et uheld med en sværgodstransport.
Det var ellers politiet, der kørte foran, da en specialtransport med en fire meter høj keddel kørte ind i en for lav bro. Politiet havde nemlig taget fejl, da der var to specialtransporter samme nat. Så med specialtransporten bagved tog de den forkerte rute, hvorefter keddel og bro ved sammenstødet blev påført skader for ca. en halv million kroner.
Den regning mente speditøren, at politiet skulle betale, når nu de havde ført an og havde ledt specialtransporten på vildspor.
Men retten i Koblenz afgjorde, at politiet ikke er med for at sikre, at specialtransporten kommer sikkert og hel frem, men i stedet er med for at sikre, at andre trafikanter ikke er i fare under transporten. Det er stadig transportøren, der har ansvaret for valg af rute og at hans gods kommer sikkert frem.