ATP vil drive betalingsmotorveje
Mens diskussionen om betalingsringen omkring København stadig raser, smider Danmarks største pensionskasse, ATP, nu en bombe ind i debatten om overfyldte veje og myldretids-køer.
ATP vil nemlig tilbyde de danske bilister at betale for at komme hurtigere til og fra arbejde. Og ATP vil både finansiere og drive, hvad der kan blive Danmarks første betalingsmotorveje.
- En betalingsmotorvej for eksempel rundt om København vil skabe en bedre trafikudvikling, skabe gode indtægter til blandt andet ATP og dermed afkast til pensionisterne og vil sikre, at københavnere og andre kan komme hurtigere til og fra arbejde, siger ATP's administrerende direktør Lars Rohde til DR Nyheder.
ATP har allerede investeret 3,5 milliarder kroner i betalingsveje i udlandet og er med til at drive motorveje i blandt andet Australien, USA og Mexico.
Nu foreslår selskabet så, at Danmark indfører betalingsmotorveje i regi af offentligt private partnerskaber (OPP), altså et samarbejde mellem staten og private investorer.
- Det storkøbenhavnske område ville være et godt sted at starte. Der kunne man forestille sig betalingsmotorveje som en del af løsningen på de omfattende trafikale problemer, hvor bilisterne strander i køer både på vej til og fra arbejde. Man kunne både forestille sig, at vi overtog eksisterende motorveje og udbyggede dem, eller man kunne forestille sig, at man separerede trafikken og skilte den trafik, der vedrører trafikken til og fra København fra den øvrige trafik og dermed sikrede en bedre afvikling. Endelig kunne man tænke sig, at vi finansierede helt nye veje, siger Lars Rohde.
ATP-chefen nævner konkret ring 3, en ny ring 4 rundt om København og en havnetunnel under København som oplagte steder at starte.
I Australien betaler bilisterne op til fem kroner per kilometer, og Lars Rohde kan sagtens forestille sig, at danskere vil betale både 10, 20 og 30 kroner for at komme hurtigere frem.