Skal vi bare have mere af det samme?
Det er tankevækkende, så meget tid og energi der bruges på at tilgodese lastbiltransporten i og gennem Danmark, mener DB Schenker Rail Scandinavias direktør, Stig Kyster-Hansen, i en kommentar til ATP’s forslag om at investere i betalingsveje.
- Nu er der oven i købet en privat investor, som er parat til at sørge for endnu bedre forhold for endnu flere lastbiler, som kan skyde de EU-vedtagne CO2-mål endnu længere ud i fremtiden, påpeger Stig Kyster-Hansen, der dog betegner det som positivt, at en privat investor er parat til at ”tage ansvar for at gøre noget ved den voldsomt belastende trafiktæthed og de enorme ressourcer, vi som samfund hver dag spilder i kø bag rattet”.
- Men når det er sagt…er mere af det samme så virkelig den rigtige løsning? Det minder mest af alt om sommerens både grin- og pinagtige agurketidshistorie om Molsliniens lukning af Århus-Kalundborg færgen. En masse tilsyneladende gode kræfter blev sat ind for at finde en løsning. Og hvad var svaret? Vi må da have en færge! Til trods for at den eksisterende færge havde sejlet med underskud efter underskud og reelt udgjort en konkurrenceforvridende og markedsskadelig ’forretning’ i adskillige år, påpeger DB-chefen.
Han mener også, at det er tankevækkende, at ATP nu vil indføre den roadpricing, som den tidligere regering ikke formåede at etablere til trods for, at en betalingsordning for lastbiler var planlagt til at træde i kraft 1. januar i år.
- Når det er interessant, så er det fordi, de danske jernbaneoperatører, som udgør det reelle og miljørigtige alternativ til trafikkaos og endnu flere lastbiler på vejene, allerede betaler og i årevis har betalt en af Europas dyreste ’roadpricing’-udgifter i form af skyhøje infrastruktur- og broafgifter,” siger Stig Kyster-Hansen.
- Hvis ATP virkelig ville gøre noget godt for samfundet såvel som sine kunder, så var pensionsvirksomheden ikke medvirkende til at skabe øget forurening, men kiggede i stedet for på mere langtidsholdbare og miljørigtige løsninger. Jeg kunne foreslå etablering af nye jernbanespor dedikeret til godstransport. Så var det muligt at udbygge både den kollektive trafik og flytte endnu mere gods væk fra vejene. Det er da et perspektiv, der vil noget, pointerer Stig Kyster-Hansen.
- Vi bliver nødt til at tænke hele vejen rundt om de udfordringer, som tårner sig op i relation til trafik og miljø. Det nytter ikke at blive ved med at vælge mere af det samme. Der skal nytænkning til. Det er på høje tid at lægge vanetænkningen på hylden for tid og evighed.