Første modulvogntog til Christian Dahl
Vognmand Christian Dahl, Avlum har netop afhentet et komplet modulvogntog hos Lastas A/S i Hedensted.
Det nye modulvogntog består af en ny treakslet forvogn af typen DAF FAR 105.460 6x2, en toakslet Kel-Berg dolly samt en treakslet Kel-Berg gardintrailer.
Den nye DAF er udstyret med en 6 cylindret 12,9 liters Euro 5 motor, der har en topydelse på 460 hk (340kW) ved 1900 omdr./min., og har et højeste drejningsmoment på hele 2300 Nm ved 1000-1410 omdr./min.
Opbygningen, som er foretaget hos Lastas Trucks Danmark A/S, omfatter et syv meter langt gardinlad, hvor der er monteret lift og i en VBG påhængsvognskobling.
Den nye Kel-Berg-trailer er en treakslet gardintrailer med længdevanger opsvejset i I-profil, hvilket gør chassiset ekstra stabilt. Bunden er af 28 mm hårdttræs planker nedlagt i galvaniserede omega profiler. Traileren kører på tre ni tons BPW aksler med original BPW luftaffjedring og tromlebremser. Ydermere er der monteret 2500 kg lift samt fjernbetjening.
Det nye modulvogntog skal anvendes til fragttransport.
- Vi er meget glade for vores nye modulvogntog. Det er også det første modulvogntog vi har, fortæller vognmanden Christian Dahl. Vi mærker meget fremgang og valgte derfor at investere i modulvogntoget, da vi ser mange muligheder i at kunne køre med 25 meter.