Mere biomasse på havnekajen i Randers
Fremover vil flere og større skibe med biomasse kunne lægge til kaj i Randers.
Verdo har sammen med Randers Havn valgt at forlænge kaj 65. Det gør det muligt at lade større skibe lægge til kajen. Udvidelsen sker fra søsiden i vestlig retning i forhold til den eksisterende kaj, og forlængelsen er på 40 meter. Kajen skal stå færdig til november.
En forlængelse af den eksisterende kaj vil både føre økonomiske og miljømæssige gevinster med sig.
Allan Abildskov, som er projektleder hos Verdo Energy på havnen i Randers, forklarer:
- Når kajforlængelsen er etableret, kan de fleste af de træstammer, som kommer med vores skibe, losses direkte fra skibene over i den flishugger, som vi har stående på kajen. Herfra hugges træstammerne til småstykker og ender som flis på vores lager eller fyres direkte ind på kraftvarmeværket, hvor det afgiver CO2-neutral varme til randrusianerne. Det er en mere effektiv og ansvarlig måde at gøre tingene på. I dag er det kun omkring halvdelen af skibslasten, som kan losses direkte over i flishuggeren.
- For Randers Havn handler det om at levere den infrastruktur kunderne efterspørger, og når kunder som Verdo har brug for at udvide, så hjælper vi gerne. Vi kan se, at Verdo er en virksomhed med god vind i sejlene, så en forlængelse af deres kajplads vil også være en god forretning for os, da vi fremadrettet vil få mere gods ind over kajen. Det giver mere business i byen, forklarer John Morgen, direktør for Randers Havn.