Maersk Line integrerer Safmarine
Safmarine fortsætter som et selvstændigt brand, men alle aktiviteter overføres til Maersk Line.
Det koster omkring 240 ansatte jobbet, når containerrederiet Safmarine lægges ind under storesøsteren Maersk Line. Overtagelsen betyder lukning af en lang række Safmarine-kontorer, herunder hovedsædet i Antwerpen i Belgien. Samtidig overgår alle internet støtte- og ledelsesfunktioner til Maersk Line.
Det skriver maritimedanmark.dk med Safmarine som kilde.
Safmarines adm. direktør, Tomas Dyrbye, er en af dem, der kommer til at fratræde sin stilling.
- Vi er kede af at miste nogle meget dygtige kolleger, der har ydet et vigtigt bidrag til virksomheden. Vi går nu i tæt dialog med de berørte for at finde den bedst mulige løsning for de pågældende, siger Maersk Lines direktør Eivind Kolding i en kommentar.
Maersk Line og Safmarine stiftede i fællesskab det nye europæiske feederrederi Seago Line i foråret.