Sikkerhedskort ved vejtransport af farligt gods
ATL: Husk at udskifte de gamle sikkerhedskort version 2009 til nye sikkerhedskort version 2011.
Politiet har ved storvognskontroller rundt om i landet fundet en del ”gamle” sikkerhedskort i biler der transporterer farligt gods. Ikke en stor forseelse, men det er altid rart at have orden i dokumenterne.
ADR 2011-udgaven trådte i kraft 1. januar 2011. Der var fastsat en overgangsperiode, hvorefter transport indtil den 30. juni 2011 som udgangspunkt kunne gennemføres i henhold til ADR 2009. Denne dato er jo som bekendt overskredet hvorfor ADR 2011 nu er gældende fuldt ud.
Dette gælder også de skriftlige anvisninger (sikkerhedskort) hvor der er blevet foretaget mindre ændringer, herunder tilføjet 2 nye mærker, et for miljøfarlige stoffer og et for stoffer ved forhøjet temperatur.
Det er transportøren som skal sørge for at få et sikkerhedskort. Sikkerhedskortet skal være på et sprog, som føreren kan læse og forstå. Det er nemlig transportøren, der skal sikrer, at hvert medlem af køretøjets mandskab forstår anvisningerne og kan udføre disse.
Der er helt faste krav til, hvordan sikkerhedskortet skal se ud. Det skal svare til den i ADR viste 4- siders model med hensyn til form, farver og indhold, og det er Beredskabsstyrelsens opfattelse, at sikkerhedskortets indhold (layout, tekst og format) ikke må ændres.