Enhedslisten vil hjælpe Padborg-terminal
Enhedslistens nye trafikordfører, Henning Hyllested, vil opfordre ny transportminister for at få penge til at investere i kombiterminalen i Padborg.
- For nylig skete der en udbygning af de to jernbanegodsterminaler i Høje Tåstrup og Taulov. Længe tiltrængt, for det haster med at få godset væk fra vejene og omladt til tog og skibe, skriver Henning Hyllested i et debatindlæg.
- Presset fra lastbilerne på vejnettet er så voldsomt, at dette i sig selv bruges som begrundelse for en vedvarende udbygning af især motorvejene - uden at tage hensyn til, at vejbyggeri er et bundløst kar, og uden at tage hensyn til, at klimaforandringerne gør en markant anden transportpolitik nødvendig, skriver Hyllested videre.
Trafikordføreren mener, at det er vigtigt med regionale jernbanegodsterminaler, så ingen gods-kunder vil få mere end f.eks. 50 km til nærmeste terminal. Han peger endvidere på, at kombiterminalen i Padborg er centralt placeret, både i forhold til det lokale erhvervsliv, og til Flensborg, men at terminalen døjer med pladsproblemer.
- Det er besynderligt, at fungerende transportminister Hans Chr. Schmidts nyligt nedsatte dansk-tyske transportkommission, ikke har taget Padborg-terminalens pladsproblemer alvorligt. Det er som om kommissionen kun interesserer sig for vognmændenes ve og vel, skriver Hyllested.
Ligeledes finder han det kritisabelt, at den afgående VK-regering ikke har villet investere i en udvidelse af terminalen.
- En udvidelse af Padborg-terminalen vil skabe nye arbejdspladser, først under anlægsarbejdet, og bagefter når den stigende godsomsætning giver arbejde til endnu flere ansatte på terminalen.
En styrkelse af de regionale jernbanegodsterminaler er - også - grøn jobskabelse, i Padborg endda for meget beskedne midler. Enhedslisten vil så snart en ny S-ledet regering er tiltrådt, bringe sagen frem for den nye transportminister, for at få penge til en udvidelse, forklarer Enhedslistens nye folketingsmedlem.