23948sdkhjf

Peter Mose går på pension

Efter 34 års ansættelse i importleddet hos Scania, trækker afdelingschef ved Scan Plan, Peter Mose, sig nu tilbage.

Efter 34 års ansættelse i importleddet hos Scania, trækker afdelingschef ved Scan Plan, Peter Mose, sig nu tilbage.



– Det er ingen overraskelse. Da jeg blev ansat blev der udfærdiget en ganske enkel ansættelseskontrakt og i den står der, at ansættelsesforholdet slutter i den måned man fylder 65 år, og det skete for mit vedkommende i sidste måned, siger Peter Mose med et glimt i øjet.

Peter Mose har været med meget langt af vejen i den tid, hvor Scania har haft sit eget importselskab i Danmark. Da Peter Mose blev ansat i 1977 hed selskabet Saab Scania. Senere blev det til Scania Biler og til sidst Scania Danmark.

Peter Mose kom i lære ved den lokale GM-forhandler i Holbæk, Carl Weinrich, som var en god læreplads.

– Vi kom igennem det hele, og selv om virksomheden ikke var Bedford-forhandler, så havde vi en del lastvognskunder, husker Peter Mose. Virksomheden havde alle mulige specialer, som betød at vi selv kunne klare det hele inden for huset, og vi måtte forbi alle afdelingerne for at blive udlært.

Derefter begyndte Peter Mose på Københavns Teknikum, hvor han læste til ingeniør. Senere kom Peter Mose ind til flyvevåbnet for at aftjene sin værnepligt. Her begyndte karrieren at dreje ind forbi lastbilverdenen, da han gennem materielkommandoen blev involveret i indkøb af en hel del nye tankvogne til flyvevåbnet. En opgave som gav Peter Mose et godt indblik i lastvognsbranchen.

Tilbage i erhvervslivet fik Peter Mose ansættelse hos virksomheden Truck og Trailer Teknik i Ishøj, hvor der i forvejen kun var en medarbejder. Men det var interessant, for firmaet udfærdigede typegodkendelser, konstruerede køretøjer, herunder også blokvogne. Desuden havde firmaet agenturer med hydrauliske spil, tipstempler og bagsmæklifte.

Efter 4 år hos firmaet var Peter Mose på sommerferie i Sverige, og da han kom hjem bemærkede han, at man hos Scania søgte en serviceinspektør og det vakte hans interesse.

- Det var netop på den tid hvor der virkelig skete noget i Scania-gruppen. Modellerne 81, 86, 111 og 141, der repræsenterede nogen af de første mere økonomiske motorer, var netop blevet lanceret, så det var en interessant tid, siger Peter Mose.

Positive punkter

Den konstante udvikling hos Scania har altid været medvirkende til, at Peter Mose har været glad for at skulle på arbejde.

– Hvis man ikke man er glad for sit job, bør man da også holde op og finde på noget andet, siger Peter Mose.

I den forløbne tid har der været to forhold som har ligget Peter Mose meget på sinde. Det første var at få indført en mere effektiv transport.

- For en del år siden skulle jeg holde et foredrag på Esbjerg Højskole om fremtidens lastvogn. Der fortalte jeg bl.a. at fremtidens tog skulle køre på vejene, og det er jo så blevet til modulvogntogene, siger Peter Mose, der har haft masser af positive oplevelser i sit job.

- Det har været positivt at arbejde sammen med mennesker der spurgte, hvad skal vi gøre for kvaliteten bliver i top?

Peter Mose har også stået for oprettelsen af afdelingen markedskommunikation med tilhørende pressekontakt, der jo var en hel ny vej at følge for en tekniker.

I 1990 ændrede Scania organisationen sig, så der blev Peter Mose udnævnt til servicemarketingschef.

Der blev lagt stor vægt på indarbejdelse af kvalitetssikringssystemer og rutiner for både produkt og organisation. ISO certificering blev et krav, og Peter Mose var med i arbejdet med den løbende udvikling af Scanias standard for autoriserede forhandlere og værksteder, den såkaldte DOS, der er opbygget omkring 14 kundeløfter. Standarden er i dag gældende på alle Scania markeder.

De sidste to og et halvt år har Peter Mose koncentreret sig om DOS, aftaleadministration og byggeprojekter i afdelingen ScanPlan.

Om fem år

Her på falderebet har vi også spurgt Peter Mose om hvordan han ser markedet for sig om fem år.

– Scania vil fortsat være det ledende lastbilmærke med et højt kvalitetsniveau, mens ejerskabet af virksomheden kan have ændret sig.

Samtidig spår Peter Mose, at udviklingen i vognmandsbranchen vil forsætte mod flere store flådevirksomheder og mange små virksomheder med blot en enkelt eller få lastvogne.

Peter Mose forsvinder ikke helt ud af Scania:

– Vi har lavet en aftale om at de i fremtiden kan trække på mig på konsulentbasis.

Peter Mose har masser af aktiviteter, som han vil gå mere op i fremtiden. Han har været skytte i mange år, men har ikke rigtig været aktiv og det skal der ændres på i fremtiden. To gange om ugen går han til svømning og så har han en lidenskab for modelbiler.

Der holdes afskedsreception fredag, 30. september, kl. 10-12 ved Scanias anlæg på Industribuen 19 i Ishøj.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062