Lasse Kaasgaard har 25 års jubilæum
I dag er det 25 år siden, at chefen for EUC Lillebælts Transport- og Logistikafdeling, Lasse Kaasgaard, tiltrådte et job som mekaniker-faglærer ved EUC Lillebælt i Fredericia, der dengang hed Fredericia-Middelfart Tekniske Skole.
Lasse Kaasgaard er uddannet bilmekaniker ved Bonnet Auto i Bonnet ved Lemvig og aftjente senere sin soldatertid i Fredericia. Herefter blev han hængende i byen og drev i årene fra 1975 og frem til 1986 et lokalt bilværksted.
Lasse Kaasgaard er i dag 61 år, men har han ingen planer om at trappe ned på jobbet.
– Det gælder selvfølgelig om at hænge i og være skarp samt ikke at falde af på den, siger Lasse Kaasgaard.
Generelt er det kun gået fremad i den tid, Lasse Kaasgaard har været på EUC Lillebælt. Den nuværende karriere tog for alvor fart, da Fredericia-Middelfart Tekniske Skole i 1991 startede på det, der dengang hed Landtransportuddannelserne.
Lasse Kaasgaard var fra starten med i processen som deltager i en projektgruppe, og ét af højdepunkterne var, da han i januar 1994 overtog den formelle ledelse af afdelingen. Skolen havde på dette tidspunkt kun dele af uddannelsen, men hurtigt derefter fik skolen alle specialer på nær redder frem til og med svendeprøve - både på lager- og godschaufførområdet.
Lasse Kaasgaard har altid lagt vægt på at være både fremsynet og udviklingsorienteret. Det var derfor helt naturligt at være med i førersædet, da postuddannelsesspecialerne skulle etableres. Denne proces resulterede i, at EUC Lillebælt i en årrække var landsdækkende om at udbyde disse uddannelser, ikke mindst i kraft af en meget kundeorienteret tilgang til tingene. Succesen var faktisk så stor, at skolen senere også fik AMU-porteføljen på området, og dette var med til at lægge grundstenen til det, der siden er blevet en selvstændig Efteruddannelsesafdeling.
Som ”en nyere skole” har afdelingen altid forsøgt at se muligheder i nye udfordringer. Dette har medført, at specielt uddannelser og kurser for særtransport- og kranområdet samt tanktransport er blevet en stor succes for EUC Lillebælt. Skolen er i dag landsdækkende på særtransportområdet og dækker Jylland og Fyn, når det gælder uddannelse for tanktransport. Det skyldes ifølge Lasse Kaasgaard ikke mindst det gode samarbejde uddannelsescenteret har med de involverede organisationer og vognmandsvirksomheder.
En stor milepæl i karrieren var, da Transportdisponentuddannelsen – i daglig tale kaldet Trin 3 - blev oprettet som en slags praktisk mellemlederuddannelse for lager- og chaufførområdet. Uddannelsens grundidéer blev blandt andet født på EUC Lillebælt i et tæt samarbejde med bl.a. Danmark Transport Akademi.
Højdepunkt i karrierenDen største milepæl i karrieren var dog, da Lasse Kaasgaard hos TUR modtog Mogens Findalen Fondens Hæderslegat for at have gjort en fremragende pionerindsats i forbindelse med etableringen af Trin 3 i TURs erhvervsuddannelser og for indsatsen for at hæve de ufaglærtes uddannelsesstatus generelt.
- Da blev jeg sgu’ lidt blød i knæene, siger Lasse Kaasgaard.
Lasse Kaasgaard er i dag med i mange netværk og udvalg inden for transportområdet. Nogle af de vigtigste er: Skoleudvalget for AMU, Skoleudvalget for Erhvervsuddannelser, regionsudvalget for Mekanik, Transport og Logistik, Taulov Transportklub, Fredericia Erhvervsforum, Syddansk Logistikforum, og dertil lokale udannelsesudvalg inden for Transport og Logistik, særtransportområdet og tanktransport.
I anledning af jubilæet holdes der i fredag. 30. september, fra kl. 13:00 reception ved EUC Lillebælts Transport- og Logistikafdeling i kantinen på Teknikervej 9, Erritsø.