Cimber overvejer Karup-rute
På trods af Norwegians exit fra indenrigsruten til Karup Lufthavn, har Cimber Sterling ikke nødvendigvis planer om at indsætte flere afgange.
I stedet overvejer selskabet at indsætte større fly, formentlig Boeing 737, omkring de afgangstidspunkter, hvor Norwegian opererede. Det oplyser kommerciel direktør Jacob Krogsgaard hos Cimber Sterling til rejsemagasinet check-in.dk
- Vi regner i øjeblikket på, om det er mere volumen på de nuværende frekvenser nærmere end flere frekvenser oven i de nuværende, der er den bedste løsning, såvel for vinterperioden som næste sommer, siger Jacob Krogsgaard.
Fredag i sidste uge meddelte det norske lavprisflyselskab Norwegian, at man ville trække sig fra indenrigsruten fra København til Karup ved vinterfartplanens ikrafttræden den 30. oktober.
Hvis Cimber Sterling vil indsætte mere volumen på nuværende frekvenser, vil der således blive tale om fly af typen Boeing 737-700 med plads til 148 passagerer, skriver check-in.dk