Fireakslet med tvillingehjul til Kyndby
Kyndby Vognmandsforretning ApS ved vognmand Jens Amorsen, Jægerspris, har fået leveret en ny fireakslet SVF-tippeladspåhængsvogn.
Ladet er 8.500 mm lang og siderne, der er delt i seks sektioner i længden, er 1.200 mm høje med yderligere en topdel på 400 mm, der kan afmonteres. Begge sider er bygget efter foldedørskonceptet, så de kan åbnes præcis som på en foldedørskasse for hurtig ind- og udlastning af siden.
Bagsmækken kan svinges ud til højre så den er væk, når der tippes bagud. På forsmækken er der monteret et stativ til en pallegaffel og i højre side er der et skab med plads til bl.a. kæpstokke.
Bunden er fremstillet i 4 mm hardoxstål med nedsænkede binderinge og surringer samt huller for kæpstopkke. I venstre side er der værktøjskasse hvor hæve/sænke ventilens håndtag samt løsnerventil er indbygget, ligesom der er indbygget en batteristation.
Akslerne er af mærket BPW i størrelsen 11 ton med tromlebremser, ophængt i luftaffjedring og den bagerste aksel er udstyret med bogielift. Trækstangen kan tilpasses i længden, hvilket styres med luft.
- Den ruller utrolig stabilt ud af vejen og jeg er meget tilfreds med den nye påhængsvogn, siger vognmand Jens Amorsen, der tidligere har haft en fireakslet påhængsvogn med fast lad på 24 ton totalvægt.
På trods af det høje udstyrsniveau er egenvægten blot 8200 kg så den tilladte lasteevne ligger på 21.800 kg.
Påhængsvognen er bygget og leveret af Skelhøje Vognfabrik A/S i Skelhøje.