23948sdkhjf

Maersk fordobler Triple-E-ordre

Maersk Line udnytter option og bestiller yderligere 10 containerskibe i den gigantiske Triple-E-klasse.

Maersk Line udnytter option og bestiller yderligere 10 containerskibe i den gigantiske Triple-E-klasse.



Maersk Line bestilte de første 10 enheder i Triple-E-klassen – der bliver verdens største containerskibe med en kapacitet på 18.000 TEU – i februar i år.

- Jeg er meget glad for at have underskrevet kontrakt med Daewoo om levering af 10 Triple-E-skibe mere. Vi har nu 20 Triple-E skibe i ordre. Det understreger vores stærke engagement i handlen mellem Asien og Europa og stemmer helt overens med vores nuværende ambitioner og forventninger til den fremtidige udvikling i handlen. Vi tror Triple-E-skibene med deres rekordstore kapacitet og høje energieffektivitet vil gøre os i stand til at levere den service, som vores kunder forventer, såvel kommercielt som miljømæssigt, samtidig med at skibene vil sikre os et betydeligt konkurrencemæssigt forspring på markedet, udtaler Maersk Lines topchef, Eivind Kolding.

Maersk Lines nye ordre kommer på et tidspunkt, hvor containerfragtraterne er under et betydeligt pres og flere konkurrenter er kommet ud af første kvartal i år med røde tal på bundlinjen.

Flere iagttagere har bemærket, at Maersk Line står forholdsvis stærkt i det svækkede containermarked, fordi rederiet takket være moderne og store containerskibe kan transportere containerne til lavere omkostninger end konkurrenterne.

Maersk Line forventer desuden en vækst i efterspørgslen i trafikkerne fra Asien til Europa på 5-8 procent i de kommende fire år.

Grøn transport

De 400 meter lange, 59 meter brede og 79 meter høje containerskibe i Triple-E-klassen (De tre ’E’er står for Economy of Scale (stordriftsfordele) Energy-efficiency (energieffektivitet) og Environmentally improved (miljømæssigt forbedret) kan sejle med 2500 flere 20-fods containere (TEU) end verdens hidtil største containerskibe – Maersk Lines – Emma Maersk, der har en kapacitet på 15.500 TEU.

Ifølge Maersk Line, så kan de nye Triple-E-skibe transportere en container med en 20 procent lavere CO2 udledning end Emma Maersk-klassen. Sammenlignes der med det gennemsnitlige brændstofforbrug på verdens containerskibe, så vil Triple-E-klassen reducere CO2-udledningen med 50 procent.

Hvor de første 10 Triple-E-skibe, der blev bestilt i februar, bliver leveret i perioden 2013-2014, så bliver den nye ordre leveret i perioden 2014-2015.

Maersk Line hævder, at Triple-E-skibene vil forbruge 35 procent mindre brændstof per container end de containerskibe i 13.100 TEU-klassen, som flere af konkurrenteren har bestilt til levering frem til 2015.

Maersk Line har option på yderligere 10 skibe i Triple-E-klassen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063