DTL: Positive konklusioner om miljøzoner
Renere motorteknologi er i gang med at overhale miljøzonerne i de danske byer inden om.
Danmarks Miljøundersøgelser har undersøgt luftforureningen i København og Frederiksberg kommuner, for at finde ud af om miljøzonerne har nogen effekt.
Svaret er klart, at det har de. Luften er blevet renere – partikelforureningen på en af Danmarsk alleremest forurenede vejstrækninger – H.C. Andersens Boulevard i København – er faldet med omkring 40 procent.
Men i takt med at nye moderne lastvogn med stadigt mere miljøvenlig motorteknologi gradvist erstatter ældre lastvogne, der har fået eftermonteret partikelfilter, så vil miljøzonerne blive overflødiggjort.
- Forureningen er ikke kun bragt ned, fordi der nu stilles strengere krav til lastbiler og busser om bl.a. partikelfiltre. Men det har også hjulpet, at der i bilparken løbende er sket en udskiftning til mere miljørigtige biler, udtaler seniorforsker Steen Solvang Jensen, som har været med til at lave undersøgelsen, til DR-nyheder.
Forskerne har set frem i tiden og er nået frem til, at miljøzonernes effekt i 2020 stort set vil være udlignet af fortsat skærpede EU-krav til bilparken. Det betyder, at effekten af miljøzonerne især vil kunne mærkes i årene frem til 2015, for derefter at tage af frem til 2020.
DTLs erhvervspolitiske chef Ove Holm ser positivt på konklusionerne af rapporten:
- DTL har deltaget aktivt i møder og kommentering af evalueringsrapporten, og vi glæder os over, at der har været en effekt af de mange millioner kr., som vognmandserhvervet har investeret i at kunne opfylde miljøzonekravene i København, Aalborg, Aarhus og Odense.Vi glæder os også over, at den fortsatte tekniske udvikling og den løbende udskiftning af køretøjerne fremadrettet vil sikre en stadig renere luft, siger Ove Holm.
Danmark har fortsat problemer med at overholde EU’s grænseværdier for partikelforureningen på en række stærkt trafikerede vejstrækninger. Derfor kan det ikke udelukkes, at kravene til køretøjer i danske – og andre europæiske – miljøzoner bliver skærpet på længere sigt. Det betyder, at miljøzonernes død langt fra er garanteret.