Danske Havne: Gak til Hamborg
Danske Havnes formand, Uffe Steiner Jensen, opfordrer erhvervshavnene til at samarbejde mere I stedet for at konkurrere indbyrdes.
Uffe Steiner Jensen konstaterer med tilfredshed, at transportministeren har igangsat arbejdet med en ny havnelov.
Derfor menter han, at det er tid for alle aktørerne på og omkring havnene, at fokusere på, hvordan vi kan bruge de nye muligheder:
”Hver især gør både havne og mange virksomheder det meget godt for tiden. Branchen tjener penge og skaber jobs, samtidig med at arbejdet effektiviseres. Men mere kan gøres. Frem for at bruge en masse tid på at snuppe forretning fra hinanden, bør vi gøre den fælles kage større, og rette blikket mod udlandet.
Vi har arealerne, højteknologisk logistik, en masse fagligt dygtige ansatte, moderne skibe, biler og tog, effektive kraner og rimelig infrastruktur. Men de store kvaliteter bruges kun delvis i forsøget på at tiltrække udenlandsk forretning. Både havne og virksomheder kan til fælles bedste styrke den internationale indsats.
Der er gode eksempler at bygge på. Hamburger Hafen Marketing er en uafhængig organisation med 300 virksomheder og med Hamborg Havn som medlem. De markedsfører de fælles kompetencer og Hamborg Havn rundt om i verden gennem konferencer, udstillinger, analyser af markeder, og udfører en omfattende dataindsamling og udsender statistik. Alle medlemmer bliver lidt klogere og bedre til at forfølge de muligheder, som de har. Sammen styrker de sig i forhold til konkurrenter andre steder.
Hamborg Havn er kæmpestor, og man har kritisk masse på næsten alt. Men deres model og flotte resultater bør kunne oversættes til en dansk model.
For vi skal ud i verden og hente meget mere forretning for kunne udnytte alle de muligheder, vi har i havnene,” slutter Uffe Steiner Jensen.