Fragtmænd overtager fragtmand
I forbindelse med den omfattende rationalisering af Danske Fragtmænds landsdækkende rutenet overtager Danske Fragtmænd Transport endnu en fragtmandsvirksomhed.
Det er fragtmandsvirksomheden Jens Jensen Give A/S, der bliver overtaget at Danske Fragtmænd med virkning fra 1. august i år.
Selskabet har som ruteindehaver i Danske Fragtmænd været en del af fragtmands-systemet og løst transportopgaver i store dele af Jylland og er i det midtjyske en vigtig del af fragtmandssystemets rutenet.
Med overtagelsen bliver Jens Jensen Give A/S en del af Danske Fragtmænd Transport A/S og vil dermed indgå i den fremtidige struktur i Danske Fragtmænd og blive en vigtig spiller i de igangværende strukturtilpasninger.
Den nuværende hovedaktionær i Jens Jensen Give A/S, Jens Jensen, udtræder fra overtagelsesdagen som medlem og aktionær i fragtmandssystemet, mens Lars Jensen fortsat vil have ansvaret for den daglige ledelse i selskabet med reference til den adm. direktør i Danske Fragtmænd Transport A/S.
- De mange dygtige og engagerede medarbejdere vil uændret betjene kunderne og sikre en høj leveringskvalitet, skriver Danske Fragtmænd Transport i pressemeddelelse.
Her fremgår det også, at det er aftalt, at Lars Jensen efter en tilpasningsperiode overtager fragtmandsaktiviteterne i Vejle-området som selvstændig fragtmand.