Ministerråd enige om øget jernbaneliberalisering
EU’s transportministre enige om nye regler, der skal øge konkurrencen på det europæiske jernbanemarked.
Det nye regelsæt skal nedbryde en række af de barrierer, der hidtil har gjort det svært for nye operatører at bevæge sig ind på ’fremmede skinner’, selv om EU allerede startede liberaliseringsprocessen i 90’erne.
Reglerne skal sikre fair adgang til baneinfrastrukturen og andre jernbane-relaterede services, øge de nationale myndigheders magt omkring reguleringen af adgangen til skinnenettet, samt skabe et forbedret grundlag for investeringer i netop jernbane-drift.
- De nye regler lukker smuthuller i den eksisterende lovgivning, der gør det muligt at diskriminere mod nye operatører og som forhindrer operatører i at indføre nye og innovative services. Reglerne skal sikre, at det er muligt konkurrere i praksis og ikke kun i teorien, til gavn for såvel passagerer som virksomheder, der vil få flere valgmuligheder og bedre kvalitet på de udbudte services. Det nye regelsæt er baseret på konkrete problemer, som en lang række klager fra selskaber har dokumenteret i løbet af de seneste 10 år. Med en stærk velvilje fra Ministerrådet og Europaparlamentet håber vi at den endelige vedtagelse kan gennemføres tidligt næste år, siger Europakommissionens vicepræsident Siim Kallas, der har ansvaret for transport-området.
Europaparlamentet forventes at godkende det nye regelsæt i første høring i efteråret 2011, så den endelige direktiv-tekst kan vedtages i første halvdel af 2012.
- Jeg er meget glad for, at EU’s transportministre i dag er blevet enige om regler, der bidrager til at skabe et velfungerende indre marked for jernbanetransportydelser. Det skal bl.a. ske ved at afhjælpe problemer, der hæmmer udviklingen af jernbanesektoren og dens evne til at konkurrere med andre transportformer, siger transportminister Hans Chr. Schmidt i en kommentar.
Hvidbog og modulvogntogEU’s transportministre drøftede også Europakommissionens hvidbog om fremtidens transport på rådsmødet i går.
- Under drøftelsen af Kommissionens hvidbog om fremtidens transport i Europa opfordrede jeg Kommissionen til at lægge nogle vigtige pointer til grund for den fremtidige transportlovgivning i EU. EU skal gøre det nemt og sikkert for borgere at komme rundt i EU. Det bør gå så nemt og hurtigt som muligt, når den enkelte borger skal igennem security i lufthavnen, siger Hans Chr. Schmidt.
Ministeren bad også kommissionen om at sikre, at nye regler for piloters arbejdstid bliver baseret på et videnskabeligt grundlag.
- Det skal også være nemt for varerne at komme rundt i Europa. Det er vigtigt, at vi gør det nemmere for lastbiler at transportere gods – for eksempel ved at gøre det muligt for modulvogntog at køre mellem lande, der tillader brugen af dem. Det er positivt, at både Nederlandene og Sverige støttede anvendelsen af modulvogntog.