Tvivlsom klimagevinst ved elbiler
Batterier sluger måske hele CO2-gevinsten ved at gå fra benzin- til el-motorer.
Lithium-ion batteriet – der anvendes i praktisk taget alle elbiler – udleder omkring 35 gram CO2 per kilometer i løbet af batteriets levetid. Vel og mærke uden at CO2-udledningen fra de kraftværker, der leverer elektricitet til opladningen af batteriet, er regnet med i regnskabet.
Gør man det, så koster en kilometer i en elbil omtrent det samme i CO2-udledning som en lille benzinbil.
Det skriver ing.dk med henvisning til ny norsk forskning.
- Hidtil har man ikke regnet miljøbelastningen tilknyttet produktionen af batterier med til klimaregnskabet for elektrisk transport. Men det bliver man nødt til at tage med, for at man kan få en meningsfyldt sammenligning imellem almindelige biler og elbiler, siger den norske forsker Anders Hammer Strømman ifølge ing.dk til Teknisk Ukeblad.
Ud over CO2-forbruget ved produktionen af batterierne, så koster bortskaffelsen også på batteriernes CO2-regnskab.