Ingen køer=5000 arbejdspladser
Danskerne vil arbejde 10-15 minutter mere, hvis de til gengæld får 1 times mindre transporttid, viser en ny undersøgelse.
Det betyder ifølge Dansk Erhverv, at Danmark kan få 5000 fuldtidsstillinger, hvis ventetid i trafikken elimineres.
- Vi ved, at vi dagligt spilder ca. 250.000 timer i trafikken. Ud fra det estimerer Dansk Erhverv, at Danmark vinder ca. 42.000 timer eller 5.000 fuldtidsstillinger ved at fjerne ventetiden i trafikken. Det er samfundsøkonomisk rentabelt, siger chefkonsulent Jesper Højte Stenbæk, Dansk Erhverv.
Han understreger, at man naturligvis ikke i praksis kan fjerne alle trafikproblemerne med et snuptag.
- Men det, som rapporten viser, er at politikerne alvorligt har undervurderet transittidens indvirkning på produktiviteten. Eksempelvis har hverken regeringens vækstforum eller S-SF’s ”Fair”-plan fokus på dette område, hvilket rapporten viser er en alvorlig fejl, siger chefkonsulenten.
Rapporten viser også, at sammenhængen mellem transporttid og arbejdstid er langt vigtigere, end man hidtil har troet. Hvis vi laver bedre veje og baner og dermed fjerner bilkøer og forsinkede tog, er danskerne villige til at arbejde mere.
- Tid er dyrebar for os alle. Og når vi samtidig får længere og længere på arbejde, er rejsetiden en virkelig vigtig faktor. Samtidig er danskerne meget loyale over for deres arbejde, men mange har svært ved at finde den ekstra tid, der er nødvendig for at kunne gå fra jobbet med lidt bedre samvittighed, siger Jesper Højte Stenbæk.
Dansk Erhverv peger også på, at færre køer også mindsker stress.