Sag: Dansk speditør dømt for overtrædelse af efterkravsinstruks - men frifundet for at betale erstatning.

Ud over de specifikke ansvarsregler, som findes i den transportretlige speciallovgivning som eksempelvis luftfartsloven, søloven og CMR-loven for de internationale landevejstransporter gælder en række formueretlige grundprincipper, som domstolene tillige skal iagttage i de ansvarssager, som havner i retten.

Som det vil fremgå af følgende sag, hvor Sø- og Handelsretten afsagde dom i maj i år, kan det udmærket forekomme, at en transportør findes ansvarlig, men alligevel ikke kommer til at betale erstatning ganske enkelt fordi der ikke er lidt et tab eller at et muligt og påviseligt tab ikke direkte har noget at gøre med den ansvarlige handling eller undladelse.

Man taler inden for formueretten om begreber som kausalitet (årsagsforbindelse) og adækvans (påregnelighed), begreber som skal sikre, at der er sammenhæng mellem det tab, der er lidt og det ansvar, der gøres gældende, ligesom der skal være en vis form for rimelighed mellem handlingen/undladelsen og tabet. Med andre ord: var det med rimelighed forventeligt for den transportør, som holdes ansvarlig, at man kunne blive holdt op imod et erstatningskrav af den givne størrelse.

CMR-loven indeholder i § 34 en bestemmelse om, at fragtføreren er ansvarlig i situationer, hvor en klar og entydig instruks går ud på, at godset ikke må udleveres til modtager uden efterkravsbeløbet samtidig udleveres til fragtføreren.

Bestemmelsen har følgende indhold:

Det særlige ved efterkravsansvaret er, at det ikke i modsætning til ansvar for bortkomst og forsinkelse kan begrænses efter kiloreglen eller i øvrigt til fragtbeløbet, men stadig er det naturligvis en betingelse, at der er lidt et tab.

I den sag, hvor Sø- og Handelsretten netop har truffet afgørelse var der, som det ofte er tilfældet i tilsvarende sager, flere involverede parter, såvel på transportsiden som på handelssiden. Kort fortalt havde et spansk handelsfirma solgt sweatshirts til et hollandsk firma, som igen havde solgt et parti af varerne til et firma i Frederikshavn. Den spanske eksportør havde entreret med en hollandsk speditør, som havde givet opgaven videre til en spansk speditør, som til den fysiske udførelse indgik aftale med en hollandsk vognmand.

Det danske speditionsfirma, som er en del af en international speditionskoncern kontaktede i juni 2008 den hollandske vognmand og bestilte transporten og efterfølgende sendte speditøren følgende instruks til vognmandsfirmaet:

Speditøren udstedte et CMR-fragtbrev, der blev overgivet til chaufføren, der påtegnede fragtbrevet. Af fragtbrevets pkt. 13 (Instructions de l’expediteur/Instructies afzender) fremgik:

Af fragtbrevets pkt. 19 (conventions particulières / Speciale overeenkomsten) fremgik:

Den 19. juni 2008 kom godset frem til bestemmelsesstedet. Der fulgte denne dag en række telefon-samtaler, hvor det er speditørens synspunkt, at speditøren direkte gav chaufføren fra vognmandsfirmaet telefonisk ordre om, at godset ikke måtte udleveres til modtageren. Chaufføren udleverede dog tøjet til modtageren. Modtageren, som ubestridt havde betalt for det udleverede parti varer, afviste at levere godset tilbage til speditøren, da speditøren anmodede om det.

Den 30. juni 2008 sendte den spanske sælger et krav til speditøren og skrev bl.a.:

Det spanske firma anførte endvidere, at man nu fra sin hollandske køber havde modtaget et krav på godt 86.000 EUR og at man ønskede dette beløb indbetalt.

Det viste sig, at leverancen til det danske tøjfirma var blevet betalt af dette til det hollandske firma, der igen havde viderebetalt beløbet til det spanske firma, men at der var opstået en tvist mellem det spanske og hollandske firma, som betød, at det spanske firma ikke havde fået alle sine penge i et indbyrdes mellemværende.

Det spanske firma holdt imidlertid det hollandske speditionsfirma, som det spanske speditionsfirma havde fået opgaven fra, ansvarlig, og den spanske speditør videresendte kravet til den hollandske vognmand, der havde udført transporten og udleverede varerne uden at modtage betaling.

Efter forskellige mellemregninger og delvise indbetalinger endte kravet i to beløb, på i alt samlet ca. 50.000 DKK og speditøren stævnede vognmanden for dette beløb ved Sø- og Handelsretten.

Sø- og Handelsretten slog fast, at det var ubestridt, at vognmanden udleverede et parti varer til modtageren modtageren uden at afvente skriftlig instruktion på trods af bemærkningen i CMR-fragtbrevets boks 19 (speciale overenskomsten), om at: ”Unloading cargo is only permitted after written permission of (den hollandske speditør)”, og selvom chaufføren havde påtegnet fragtbrevet.

Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at speditøren mundtligt meddelte chaufføren, at der ikke måtte ske aflæsning, inden der var givet tilladelse hertil, men det måtte anses som tvivlsomt, om chaufføren forstod denne besked.

Uanset dette burde det stå chaufføren klart, at bemærkningen i fragtbrevets boks 19 indebar, at der skulle tages særlige forholdsregler, og hvis han ikke forstod indholdet, påhvilede det ham at få dette klarlagt.

Chaufførens tilsidesættelse af instruksen er en ansvarspådragende handling, for hvilken vognmanden bærer ansvaret. Det forhold, at speditøren har kommunikeret direkte med chaufføren, medførte efter rettens opfattelse ikke, når en klar instruks i fragtbrevet var overtrådt, at vognmandens som arbejdsgiver kunne fritages for ansvar.

Sø- og Handelsretten skulle herefter se på, om der var lidt et tab og lagde først vægt på, at det var ubestridt, at modtageren i Frederikshavn havde betalt købesummen til det hollandske handelsfirma, og at dette firma havde viderebetalt pengene til det spanske firma.

Retten anførte, at det under sagen rejste krav udgjordes af et mellemværende mellem det spanske og det hollandske firma om den resterende købesum, og at disse to firmaer var uenige om forskellige aftalemæssige forhold, såsom rabatter, renter, deposita og håndteringsomkostninger, og at det hollandske firma derfor i det hele bestred kravet.

Retten lagde vægt på, at ingen af de nævnte krav vedrørte leverancen til det danske tøjfirma (modtageren), og at der ikke på det tidspunkt, hvor sagen blev afgjort i retten, var bevis for, at det spanske firma havde noget krav mod det hollandske firma.

Endvidere fandt retten det bevist, at der ikke var indgået aftale mellem speditøren i Holland og det spanske handelsfirma om, at den hollandske firma havde påtaget sig en forpligtelse til at sikre betaling af evt. tilgodehavende ud over købesummen på de udleverede varer. Efter bevisførelsen var det heller ikke godtgjort, at der skulle opkræves et beløb, der var transporten uvedkommende, endsige at det var tilkendegivet over for vognmanden.

Da retten således ikke mente, at der forelå hverken kausalitet (årsagssammenhæng) eller adækvans (påregnelighed) mellem den uberettigede udlevering og det påståede krav, blev vognmandsfirmaet frifundet.