Dom: Vestre Landsret fastslår, at bank var uberettiget til at kræve lastbil tilbage fra godtroende erhververe.

Inden for den juridiske gren af formueretten som hedder ”tingsret” eksilerer man i begreber som vindikation og ekstinktion. Begreber, som anvendes blandt andet i forbindelse med, at private personer eller firmaer har købt løsøregenstande - eksempelvis i form af maskiner eller biler - og det senere viser sig, at andre juridiske personer kræver disse effekter udleveret eller tilbageleveret under henvisning til et - for den nye besidder af genstanden - ukendt ejerforhold.

Det kræver nemlig som udgangspunkt, at den erhverver, der skal have ret til at beholde erhvervede rettigheder, skal være i god tro og dermed opfylde definitionen for ”godtroende omsætningserhverver”.

Den oprindelige ejer har måske taget et ejendomsforbehold i genstanden eller der kan som i nedennævnte retssag være tale om et leasingforhold. Lykkedes det den oprindeligt berettiget at få genstanden tilbage eventuelt ved fogedrettens hjælp taler man om vindikation, hvorimod det hedder ekstinktion, når den nye erhverver får lov til at beholde genstanden.

Vestre Landsret har for nylig afsagt kendelse i en sag, der oprindeligt startede i Fogedretten i Holstebro, hvor en bank, der blandt andet giver sig af med leasing, havde nedlagt påstand om, at et finansieringsfirma skulle udlevere en lastbil, som banken oprindeligt havde udleveret til en leasingtager, der ikke havde overholdt sine forpligtelser.

Banken havde i forbindelse med et leasingarrangement købt lastbilen i september 2006 og leaset bilen ud til det firma som skulle bruge bilen i sin daglige drift.

Leasingtageren fik i forbindelse med aftalen udleveret bilens registreringsattest, både del 1 og del 2. På registreringsattestens del 1 var Banken anført som indehaver og Finansieringsselskabet som bruger af køretøjet.

På sådan en registreringsattest er der på del 1 anført, at indehaver af registreringsattesten ikke herved er identificeret som civilretlig ejer af køretøjet.

På del 2 af registreringsattesten er anført, at registreringsattesten består af to dele (del 1 og del 2). Det er endvidere anført, at ved anmeldelse af registrering, ejerskifte (brugerskifte) eller tekniske ændringer skal både del 1 og del 2 afleveres til motorkontoret. Endelig er anført, at det anbefales at medbringe del 1 ved kørsel i udlandet.

Den 20. januar 2008 blev lastbilen (selvfølgelig helt uberettiget) solgt videre til lastvognsforhandleren. Køberen forespurgte den 22. januar 2008 Bilbogen om lastbilen. Af udskrift af 6. februar 2008 ad forespørgslen fremgik, at køretøjet ikke var registreret i Bilbogen. Køretøjet blev den 25. januar 2008 afmeldt ved Centralregisteret for Motorkøretøjer.

Lastvognsforhandleren der ganske naturligt lever af at handle med biler videresolgte den 25. februar 2008 lastbilen til Finansieringsselskabet og dette havde allerede den 5. februar 2008 forespurgt Bilbogen, og der var ikke på dette tidspunkt nogen registrering ad køretøjet.

Finansieringsselskabet blev den 20. februar 2008 i Centralregisteret for Motorkøretøjer registreret som indehaver (ejer) af lastbilen, og leasingtager, der havde leaset lastbilen, blev den 22. februar 2008 registreret som bruger.

I forsommeren 2008 fik Banken fra et forsikringsselskab meddelelse om, at forsikringen for en del køretøjer leaset af den førnævnte leasingtager var ophørt på grund af manglende betaling, herunder forsikringen for den lastbil sagen vedrørte.

Banken havde nu fået nok og indgav i november 2008 politianmeldelse mod leasingtageren for underslæb, men da Banken senere i sommeren 2009 fandt ud af at politiet ikke havde ressourcer til at behandle sagen, hyrer man en detektiv til at finde de forsvundne køretøjer.

Detektiven fandt kort tid efter ud af, at flere af bilerne var solgt til samme lastvognsforhandler, som derefter fik et brev fra banken om, at man ”ønskede” en løsning på sagen.

Brevet blev af Lastvognsforhandlerens advokat kort efter besvaret med følgende budskab:

”Jeg beder Dem indledningsvis venligst notere, at fremtidige henvendelser i sagen skal ske til undertegnede. Af de bilag, jeg har modtaget fra min klient, fremgår det, at leasingtager var i besiddelse af både del 1 og del 2 af registreringsattesterne, og dermed i forhold til min klient fremtrådte som legitimeret til at sælge bilerne.

Hvis De har haft en leasingaftale med - - - A/S, og udleveret både del 1 og del 2 af registreringsattesterne til - - - A/S, er jeg af den opfattelse, at De har handlet så uforsigtigt, at De ikke har mulighed for at vindicere bilerne hos min klient.

Hertil kommer, at min klient ifølge det for mig oplyste købte bilerne for mere en 1 ½ år siden, hvorfor et eventuelt krav fra Deres side også må være bortfaldet på grund af udvist passivitet.

Afslutningsvis gør jeg for god ordens skyld opmærksom på, at flere af bilerne er blevet videresolgt af min klient, og således ikke længere er i dennes besiddelse.”

Banken forsøgte sig herefter samme efterår med en afdragsaftale med leasingtageren, men da det ikke rigtig førte til noget, bestemte Banken sig i stedet for at indgive rekvisition til fogedretten med påstand om at finansieringsselskabet, der var den sidste der havde købt lastbilen skulle udlevere denne til banken (vindikation!).

Dette nægtede selskabet imidlertid og under den følgende sag indtrådte Lastbilforhandleren til støtte for finansieringsselskabet, idet det jo netop var Lastvognsforhandleren, der havde videresolgt lastbilen til dette selskab.

Indledningsvis bemærkes, at retten ikke finder, at Banken ved at indgå en afviklingsaftale med D

vedrørende en gæld, som han i øvrigt i forvejen hæftede for som selvskyldnerkautionist, har indgået i et nyt retsforhold, som træder i stedet for leasingaftalen med - - - ApS.

Fogedretten indledte sin afgørelse med at bemærke, at uanset om det skulle være fast praksis, at Centralregisteret for Motorkøretøjer ved omregistrering sender meddelelse herom til den tidligere ejer, fandt fogedretten i mangel på bevis for en sådan afsendelse, at det mod Bankens benægtelse ikke var godtgjort, at Banken efter omregistrering/afmeldelse i januar/februar 2008 har modtaget meddelelse herom.

Fogedretten lagde efter det fremkomne herefter til grund, at Banken først omkring juni 2008 efter modtagelse af meddelelse fra forsikringsselskab om manglende forsikringsdækning erfarede, at lastbilen var solgt, at Banken kort tid derefter først kontaktede leasingtager, der ikke ville oplyse, hvor lastbilen var, siden meldte leasingtager til politiet, og da det ikke førte til noget, til sidst i juni 2009 kontaktede en detektiv, der fandt frem til lastbilen i juli 2009.

Det lagde endvidere til grund, at Finansieringsselskabet kort tid derefter blev kontaktet af detektiven og senere Banken med krav om tilbagelevering, ligesom ”tidligere omsætningsled” blev kontaktet, at der med det tidligere omsætningsled blev indgået forhandlinger om en løsning af sagen, hvilket Finansieringsselskabet var klar over og i øvrigt selv havde henvist Banken til.

Herefter, og uanset at Banken først derefter i februar 2010 igen kontaktede Finansieringsselskabet med fortsat krav om udlevering af lastbilen, og der i juni 2010 blev indgivet fogedrekvisition, fandtes Banken uden unødigt ophold at have forfulgt sagen og har derfor ikke ved passivitet tabt ejendomsretten til lastbilen.

Fogedretten fandt endvidere at finansieringsselskabet havde været i god tro ved købet af lastbilen, men da Banken i leasingaftalen imidlertid havde betinget sig ejendomsretten til lastbilen - da Banken efter det oplyste ikke havde haft grund til at tro, at leasingtager ville disponere over lastbilen mod hans ret - finder retten, at Banken ved ikke at undlade at udstyre leasingtager med registreringsattest, både del 1 og del 2, som samlet ville kunne anvendes til omregistrering, ikke at have udvist en sådan grad af uforsigtighed, at Banken derved havde mistet retten til at vindicere lastbilen fra Finansierings-selskabet, der i god tro havde erhvervet den.

Banken blev dermed med fogedrettens kendelse indsat i besiddelsen af lastbilen.

Finansieringsselskabet kærede imidlertid afgørelsen til Landsretten og her blev det oplyst, at det nu var fast praksis hos Banken, at kun registreringsattestens del I udleveres til leasingtagere. For landsretten var der endvidere i øvrigt enighed mellem parterne om, at Finansieringsselskabet havde erhvervet lastbilen i god tro.

Landsretten henviste til at ved bekendtgørelse nr. 1067 af 11. november 2005 om registrering af køretøjer mv. blev ordningen med registreringsattester i to dele indført. Herved opnåede man som leasinggiver mulighed for på en enkel måde at sikre sig mod omregistrering af leasede køretøjer ved selv at beholde den ene del af attesten.

Ved ikke at have sikret sig i overensstemmelse med disse regler, men tværtimod udlevere begge dele til køberen og dermed udstyre dette selskab med en særlig legitimation, havde Banken efter rettens opfattelse udvist en sådan uforsigtighed, at banken var afskåret fra at vindicere lastbilen fra Finansieringsselskabet.

Landsretten bestemte derfor, at banken ikke kunne få bilen udleveret (vindiceret), og vendte dermed helt op og ned på fogedrettens afgørelse, hvortil kom at banken kom til at betale omkostninger for begge retsinstanser.