OK udvider med AdBlue
Herning og Korsør er kommet med på AdBlue-landkortet.
Nu kan der også tankes AdBlue på OK’s Truck Diesel station på Cypresvej i Herning og i Korsør på Storebæltsvej ved afkørsel 43.
AdBlue, der tilsættes katalysatorsystemet, reducerer effektivt mængden af skadelige partikler i udstødningen.
- De nye lastbiler er konstrueret med en separat AdBlue-tank, der i de fleste tilfælde rummer mellem 60 og 90 liter. Forbruget af AdBlue ligger på 5-6 procent af dieselforbruget, så det er ikke noget, man skal tanke, hver gang man fylder bilen op med diesel, fortæller Henrik Guldmann, produktchef på Truck Diesel hos OK.
I oktober 2006 skærpedes EU’s miljøkrav til udstødningsgasser fra dieseldrevne lastbiler og alle nyindregistrerede lastbiler skulle fra dette tidspunkt leve op til Euro 4-normen. Derfor har hovedparten af Europas lastbilproducenter valgt at udstyre nye lastbiler med den såkaldte SCR-teknologi, der bruger AdBlue.
AdBlue er en urea-væske, som virker i udstødningssystemet mellem motor og katalysator. De aktive stoffer i AdBlue går i forbindelse med udstødningsgasserne og omdanner de skadelige kvælstofilter (NOx) til ganske ufarligt vand og frit kvælstof.