DAF til Moldt
Vognmandsfirmaet Erik Simonsen Moldt ApS i Broager har netop fået leveret to nye treakslede DAF trækkere.
Lars Kristensen ved Erik Moldt skal anvende de nye vogne til at køre til Sverige for JN-Spedition A/S, der hovedsaglig transporterer levnedsmidler.
Trækkerne er af typen FTG XF105.460 6x2 med luftaffjedret Super Space Cab førerhus. Trækkerne er udstyret med en sekscylindret 12,9 liters DAF MX-motor i Euro 5 udgaven, som yder hele 460 hk (340 kW) ved 1500-1900 omdr./min., og som har et drejningsmomentet på 2300 Nm ved 1000-1410 omdr./min.
Udstyret omfatter bl.a. Anti-Slip-Control, ABS, ESB, SMR (Schlepp Moment Regelung) og Brake Assist funktioner.
Udvendigt har Erik Moldt valgt at få en fast tagspoiler og sidespoilere monteret. Desuden er der integrerede lysenheder på førerhustagets hjørner. Hver enhed indeholder to spotlys og to spotlys på taget.
Indvendigt i førerhuset har chaufføren et Super Air førersæde med pneumatisk styret lændestøtte og integreret nakkestøtte.
Desuden er vognen udstyret med vædske-til-luft supplerende kabinevarmer og aircondition med recirkulation, universelt FMS (Fleet Management System), fartpilot og hastighedsbegrænser, der er indstillet til maksimal 85 km/t.
På turene til Sverige og det øvrige Norden kører virksomheden udelukkende med danske chauffører, og når de skal være væk i en uge ad gangen, er det vigtigt, at komforten er i orden, siger Lars Kristensen.
Lastas har leveret lastbilen og firmaet har nu syv DAF-lastvogne. Desuden har det sønderjyske vognmandsfirma i alt 13 forvogne med påhængsvogne, som især anvendes til transport til byggebranchen.