Vejregler får nyt webportal
Vejreglerne.dk har 10 års jubilæum, og det bliver fejret ved lanceringen af en ny portal.
Den nye portal gør det ifølge Vejdirektoratet hurtigere og nemmere at søge på siden og skaffe sig et overblik over det samlede materiale, som er både lovstof og anbefalinger.
Det vil være til gavn og glæde for de omkring 85.000, der årligt besøger vejreglerne.dk og udbudsforskrifterne.dk. Sidernes brugere består hovedsageligt af folk, som er tilknyttet vejsektoren enten i forbindelse med planlægning og projektering af veje, broer og bygværker eller som udførende. Og de har længe næret et ønske om at få en ny og mere brugervenlig adgang til vejreglerne.
Den nye portal er opdelt i kategorier indenfor anlæg og planlægning, drift og udbud. Dette skulle sikre, at søgeresultatet kommer meget hurtigere end tidligere.
Søgefunktionen er også blevet bedre og mere tidssvarende, og der er en langt større træfsikkerhed på det rigtige resultat.
Hvad angår nyhedsbreve om nye vejregler eller udbudsforskrifter, vil de fremgå automatisk på den nye portal. Og de vil også ligge på Vejsektoren.dk som i dag sammen med alle de andre nyheder indenfor vej- og trafikområdet.