Radioaktive japanske container i Rotterdam
Myndigheder i den hollandske havneby Rotterdam har tilbageholdt fem japanske containere, på grund af strålingsfare.
Det er det hollandske fødevaretilsyn, der oplyser at myndighederne ved en kontrol 10 maj fandt 19 containere fra Japan, hvor der var spor efter katastrofen på det japanske atomkraftværk i Fukushima, i form af radioaktiv stråling.
På 14 containere var strålingsfaren så lav, at den ikke udgør nogen fare. Men på de fem tilbageholdte container er forureningen med radioaktive partikler så stærk, at strålingen overstiger de tilladte grænseværdier.
De radioaktive containere blev også scannet i åben sø, men her blev der ikke konstateret strålingsfare.
En lang række havne over hele verden har skærpet kontrollen med containere efter jordskælvet og den efterfølgende tsunami 11. Marts ramte det japanske atomkraftværk.
- Hvorvidt der er tale om en exceptionel hændelse med begrænset betydning, er svært at afgøre, udtaler Philip Damas fra Drewry Shipping Consultants i London til Bloomberg News.
Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.
De fem tilbageholdte containere bliver nu renset og testet for radioaktiv bestråling igen inden de eventuelt bliver udleveret til modtagerne.