Transportministeren: Væk med regler der stresser
Det er urimeligt, at vi tillader regelsæt, der stresser chaufførerne, så de får ondt i maven over at skulle overholde loven, sagde transportminister Hans Chr. Schmidt på DTLs generalforsamling.
Reaktionen kom efter at flere talere på generalforsamlingen havde peget på sager om urimelige køre- hviletidsbøder.
En veloplagt minister lovede at diskutere et sæt bagatelgrænser for overtrædelserne med justitsminister Lars Barfoed. Som transportministeren sagde:
- Jeg kan ikke forsvare afgørelser, jeg ikke kan forklare.
En af de nævnte sager drejede sig om en landsretsdom, der resulterede i en stor bøde til en vognmænd for to chaufførers private svinkeærinder, der medførte at deres køre- hviletider blev overtrådt.
Ministeren lyttede også til stærk kritik af det stigende administrative bøvl, men han fremhævede, at den kommende revision af Godskørselsloven ville medføre flere regelforenklinger, bl.a. med en universaltilladelse, der får en tiårig gyldighedsperiode. Også de højere vægtgrænser fra 1. juli indeholder nogle regelforenklinger i forhold til national og international kørsel.
Ministeren roste DTLs formand Jørgen Egeskov for så utvetydigt at have taget afstand fra de såkaldte elefantoverhalinger, og der var anerkendende nik til branchen kampagne for smidigere overhalinger.
Minister for modulvogntogMinisteren lagde ikke skjul på nytten af modulvogntog. Han vil derfor bringe dem frem i EU-debatten, når Danmark overtager formandskabet for EU i første halvår 2012. Han gav klart udtryk for, at han ikke forstår, at f.eks. SF i Europa-Parlamentet på én gang kan være imod modulvogntog i EU og gå ind for mindre CO2 og bedre miljø – for det er netop dét, som modulvogntog bidrager med.
Hans Chr. Schmidt roste DTL for både synlighed og ihærdighed og sluttede af med en lille bøn:
- Vi sætter pris på den tætte dialog med jer, men nu har I altså også givet os rigeligt lektier for. I sætter konstant nye sager på dagsordenen. Vi lytter men har ikke brug for flere bolde i luften, sagde han med et glimt i øjet.