23948sdkhjf

ATL: Sag skabte forbitrelse

ATL forventer, at 3F vil rejse efteruddannelsessag ved næste overenskomstforhandling.

ATL forventer, at 3F vil rejse efteruddannelsessag ved næste overenskomstforhandling.



ATL fik i august 2010 medhold i striden om betaling for chaufførernes lovpligtige efteruddannelse. Udgifterne pr. chauffør er ca. 4000 kr., og der er ikke i hverken direktivet eller den danske lov taget stilling til, om det er arbejdsgiverne eller chaufførerne, der skal afholde omkostningerne hertil.

- Derfor valgte ATL at holde fast ved, at det uden en klar forpligtelse i enten lov eller overenskomst ikke kunne være virksomhedernes forpligtelse at betale, og dette synspunkt fik vi som bekendt medhold i af Arbejdsretten, siger ATL-formand Anders Fransgaard. Jeg skal ikke lægge skjul på, at det har skabt nogen forbitrelse hos 3F og blandt chaufførerne.

Chaufførerne kan dog søge støtte i kompetenceudviklingsfonden og derved opnå 85 procent af sædvanlig løn.

- Men det er trods alt bedre for chaufføren end blot at få VEU-godtgørelsen, siger Fransgaard, der konstaterer, at en stor del af regningen alligevel ender hos virksomhederne, på trods af, at det i Arbejdsretten blev fastslået, at det ikke er dem, der har betalingsforpligtelsen i forbindelse med den lovpligtige efteruddannelse. Sagen er jo den, at kompetenceudviklingsfondens midler stammer fra virksomhedernes indbetalinger.

Anders Fransgaard forudser dog, at sagen dukker op igen ved næste overenskomstforhandling.

- Der er næppe tvivl om, at 3F vil rejse spørgsmålet.

Betaling af førerkort

Endnu en principiel sag om betaling er under opsejling, oplyste ATL-formanden, nemlig spørgsmålet om hvem der skal betale for fornyelse af førerkortet til den digitale tachograf.

For ca. 5 år siden, da tachograferne og dermed også førerkortet hertil, blev indført, aftaltes det i et protokollat mellem ATL og 3F, at arbejdsgiver skulle betale udgiften til førerkortet, til de chauffører, der var ansat på det tidspunkt, hvor tachografen blev indført i bilen. Forlod chaufføren herefter arbejdspladsen indenfor 6 måneder efter han havde fået sit kort betalt, kunne arbejdsgiveren kræve beløbet tilbagebetalt. For nyansatte kunne man betinge chaufførens ansættelse af, at han havde et gyldigt førerkort.

Førerkortet skal fornyes hvert 5. år, og nu er spørgsmålet, hvem der skal betale for fornyelsen.

- Den gamle aftale omtaler ikke fornyelsessituationen, hvilket efter vores opfattelse betyder, at denne situation ikke er omfattet af protokollatet og dermed må aftales på ny. Kan ingen aftale indgås, må det være chaufføren selv der betaler, da førerkortet er personligt. 3F er ikke enige heri, hvorfor spørgsmålet skal afgøres af en faglig voldgift den 30. maj, påpeger Fransgaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078