ATL: Branchen ramt af nedskæringer på AMU
Nedskæringerne på AMU rammer transportbranchen specielt hårdt.
Formand for ATL, Anders Fransgaard, viste ved en række regneeksempler, hvordan transportvirksomheder kan komme af med lige fra 1550 kroner mere for et kort kursus til 5000 kroner for et længerevarende kursus – vel at mærke certifikatkurser, som chaufførerne skal have.
- Det mest alvorlige er imidlertid, at ledige ikke længere har ret til at tage et chaufførkursus. Dette kursus har i mange år været vores væsentligste rekrutteringskanal. Under krisen var der rigtig mange ledige, som tog dette kursus, så der er endnu chauffører med dette kursus, som kan rekrutteres, men jeg frygter, at vi allerede til efteråret vil mangle kvalificerede chauffører, siger ATL-formanden.
ATL arbejder gennem DI for at få politikerne til at forstå de alvorlige konsekvenser for transportbranchen.
- Jeg kan godt være bekymret for, at transportbranchen inden for kort tid igen løber ind i mangel på kvalificerede chauffører. Jeg kan derfor kun opfordre til rettidig omhu: Få fat i de unge – og få fat i de gode medarbejdere fra andre brancher, mens tid er. Uddannelserne er der, og der er trods alt fortsat tilskud, og særligt meget høje tilskud, hvis det er en lærling man tager. Med en grundig uddannelse, er der langt større mulighed for, at de bliver gode og stabile medarbejdere for branchen fremover, lød opfordringen fra Fransgaard.