ITD: Hvor er begrundelserne for bødeforhøjelser?
ITD efterlyser saglige begrundelser for dramatiske bødeforhøjelser til lastbiler.
Justitsministeriet har givet bødesatserne på lastbilområdet et ordentligt hak opad, da ministeriet alligevel skulle stramme Færdselslovens bødekatalog.
Brancheforeningen International Transport Danmark (ITD) stiller sig uforstående over for de meget store bødeforhøjelser, som lastbiltransporten er stillet i udsigt ved opdateringen af Færdselslovens bødekatalog, som for nyligt blev vedtaget i Folketinget. Der er tale om forhøjelser, som ligger langt over løn- og prisudviklingen på trods af, at lastbilernes ulykkesstatistikker i de senere år har været stødt nedadgående.
Det er bl.a. bøderne for overlæs og for højt akseltryk samt for overtrædelse af regelsættet om særtransporter, der efter lovændringen forhøjes med op til 275 procent fra 1. januar 2012.
- Hvorfor skal disse bøder nu stige så voldsomt? Vi har svært ved at se nogen præventiv effekt, eller at bødeforhøjelserne skulle have nogen som helst indvirkning på færdselssikkerheden, siger Birthe Boisen, chefjurist hos ITD.
- Det lugter desværre af en nem administrativ genvej til ekstra penge i statskassen, siger Birthe Boisen.
- Vi går selvfølgelig ind for, at lov er lov, og at loven skal overholdes. Vi kan også acceptere en pristalsregulering af bødesatserne, og flere af de aktuelle satser har ikke været reguleret i mange år. Men de aktuelle, ekstraordinære stigninger i bøderne er sket helt uden særskilt begrundelse, f.eks. i et ønske om at forbedre færdselssikkerheden, mener Birthe Boisen.
Vilkårlighed i sanktionerITD er ligeledes kritisk over for de elementer i sanktionssystemet, som rummer en indbygget vilkårlighed, og som får forhøjelsen af bødetaksterne til at ramme ekstra hårdt. Det såkaldte objektive ansvar betyder, at vognmanden automatisk straffes med en dobbelt så stor bøde som hans chauffører. I den forbindelse er man hos ITD uforstående over for den såkaldte gentagelsesregel, som betyder klækkelige bødeforhøjelser, hvis samme forseelse forekommer flere gange i samme virksomhed. Reglen skelner nemlig ikke mellem store og små virksomheder.
- Det siger sig selv, at der er større sandsynlighed for gentagne overtrædelser i virksomheder med mange biler end i små virksomheder med få biler. Det burde reglerne jo som minimum tage højde for, siger Birthe Boisen, der vurderer, at gentagelsesreglen stammer fra en tid, hvor næsten alle vognmandsvirksomheder var relativt små.