Logistik-omsætning halter fortsat
Trods opsvinget i 2010, så er der stadig langt op til den nettoomsætning, som verdens førende logistik- og transportkoncerner hentede før krisen.
Det fremgår af en rapport fra britiske Transport Intelligence ”Global Transport & Logistics Sector Leaders 2011”.
Nærlæsning af regnskaberne fra verdens førende logistikudbydere viser, at nettoomsætningen sidste år lå nede omkring niveauet i 2007, selv om den steg med gennemsnitligt 15 procent i forhold til kriseåret 2009.
Korrigerer man for inflation, så lå nettoomsætningen i 2010 nede på niveau med nettoomsætningen i 2006.
Selv om det lykkedes udbyderne af kontraktlogistik, spedition og lastvognstransport at forbedre marginerne markant i 2010, er det karakteristisk at den gennemsnitlig profitmargin ligger under fem procent.
- Det er måske tilstrækkeligt for operatører med en lav aktivmasse, men for de selskaber, der kører med egen vognpark, så er måske ikke nok til at bære fremadrettede investeringer, skriver Transport Intelligence, der konkluderer at sektoren skal fokusere på at forbedre marginerne i 2011.
De britiske transportanalytikere ser også betydelige problemer, som følge af den konsolideringsbølge, der gik over logistik-industrien i de senere år. Integrations-omkostningerne har udhulet selskabernes profit og i mange tilfælde har det været nødvendigt at nedskrive den erhvervede goodwill til mere realistiske niveauer.
Resultatet er at mange logistik-koncerner ligger under for en forholdsvis høj gældsbyrde, som den nuværende indtjening har svært ved at bære.
- Størstedelen af logistiksektoren har oplevet en god fremgang i 2010, men der er stadig et stykke vej igen. Resultaterne i 2011 bliver afgørende for, hvilke selskaber der kan udnytte fremgangen, siger David Bagshaw, der er senioranalytiker og forfatter til rapporten.