Tidligere ingeniør ved kranfabrik etablerer egen virksomhed
Efter knap 24 års ansættelse hos kranproducenten HMF har ingeniør Lars Jørgensen valgt at opsige sit job og i stedet etablere egen virksomhed.
- Jeg har oprettet et nyt firma pr. 1. maj, Automotive Equipment, hvor jeg har fået forhandling af 2 agenturer i Skandinavien, Storbritannien og Irland, siger Lars Jørgensen til TTN.
Det ene agentur, som er tildelt Automotive Equipment, er produkter fra det italienske firma Next Hydraulics, der bl.a. producerer Maxistab støttebensbomme og Maxilift retarms-kraner med kapacitet fra 0,5 til 3,5 tm.
Ved udstrakt anvendelse af højstyrkestål og avancerede, styrkemæssige beregningsprogrammer, er produkterne optimerede til anvendelse på moderne lastbiler.
Produkterne har været markedsført i Skandinavien i en årrække og er kendt for den høje kvalitet og leveringssikkerhed. Automotive Equipment har fået overdraget ansvaret for både at skulle servicere den allerede eksisterende kundegruppe og for at udvikle salgsområdet.
Det andet agentur er fra det belgiske firma Henschel Engineering, der er specialister i produktion af tippelad og fastlad til biler op til 7,5 t. totalvægt. Ladrammerne produceres, så de passer præcis til de forskellige chassiser og leveres komplette med monteringsbeslag, der er tilpasset chassisernes befæstigelseskonsoller.
Med Bonderite korrosionsbeskyttelse samt 2 lag pulverlakering har produktet en finish og holdbarhed, der lever op til de høje krav som kunderne stiller til et professionelt køretøj. Ladbunde og ladsider kan leveres i forskellige materialer og udformninger.
Henschel Engineerings produkter har ikke tidligere været solgt i Skandinavien, Storbritannien og Irland og derfor bliver der i begyndelsen fokuseret på at få oprettet en forhandlerstruktur
- Produkterne er relaterede til lastbilbranchen, som jeg har været tilknyttet i en lang årrække. Automotive Equipment vil derfor kunne tilbyde produkter af høj kvalitet samt kvalificeret vejledning i valget af modelvarianter. På sigt forventer jeg at kunne ansætte et antal medarbejdere, som kan hjælpe med at styrke salgs- og supportindsatsen i det forholdsvis store geografiske ansvarsområde, slutter Lars Jørgensen.