Dom: Transportkunde fik medhold i, at transportør var uberettiget til at hæve fragten i prøveperiode.

Ikke mindst de seneste 2-3 år, hvor de fleste virksomheder har skullet takle visse økonomiske udfordringer, som i hvert fald ikke tidligere vare kendt i samme omfang, har det været fristende - for ikke at sige nødvendigt - at løfte priserne over for kunderne.

Mange aftaler i og uden for transportbranchen har været genstand for granskning og ikke sjældent har transportkunden anfægtet prisforhøjelser, som transportørerne har iværksat med kortere eller længere varsler.

Senest har en af landets byretter afsagt dom i en sag, hvor et speditionsfirma havde krævet 173.435 kr. af sin kunde for udførte transporter til Norge i 2008, og kunden undslog sig betaling under henvisning til, at der efter kundens opfattelse var aftalt faste priser og at transportøren derfor var uberettiget til at gennemføre prisstigninger på 25-30 procent.

Samarbejdet mellem de to virksomheder startede i 2007, hvor transportøren havde tilbudt et fast samarbejde omfattende transporter til det norske marked. Kunden var en dansk grossistvirksomhed, hvis egne kunder var geografisk placeret primært i Norden og Tyskland, og i november 2007 afholdt parterne et møde, hvor de drøftede et muligt fremtidigt samarbejde.

Efter mødet var der yderligere forhandlinger mellem parterne, herunder om procedure for transporter og priser, og i en e-mail af 21. januar 2008 meddelte transportøren bl.a., at ”vi mener, vores pris pt. er meget god og derfor kan vi ikke umiddelbart se muligheden for reduktion ved egen fortoldning”.

Der blev ikke oprettet en egentlig skriftlig transportaftale, men parterne var senere under sagen enig om, at man havde forudsat en kontraktperiode på 12 måneder med en prøvetid på 3 måneder.

I februar 2008 kørte transportøren en uges testkørsel for grossisten og parterne blev herefter enig om, at transportøren skulle overtage grossistens transporter til det norske marked til nærmere aftalte priser.

I transportørens generelle betingelser fra 2007 hed det, at alle priser og betingelser er i henhold til ”kendte rammebetingelser pr. 01.04.2006” og at der blev taget forbehold om ændringer uden nærmere varsel på grund af ændringer i rammebetingelserne, som ikke var kendt på tidspunktet for aftalens indgåelse.

Herudover havde transportøren en såkaldt SOP (Standard Operational Procedure), som blev sendt til kunden som et appendix til transportaftalen og denne SOP skulle revideres hver måned og drøftes mellem parterne, ligesom der skulle afholdes et driftsmøde hvert kvartal.

Den 1. april begyndte transportøren at køre daglige faste transporter til Norge for kunden og den 29. april blev der afholdt et evalueringsmøde, hvor transportørens repræsentanter varslede fremtidige prisstigninger i størrelsesordnen 25-30 procent, hvilke prisstigninger blev afvist af kundens repræsentanter.

Den 13. maj 2008 blev der afholdt et nyt møde, hvor man ikke kunne blive enige om de nye forhøjede priser, og parterne blev derfor enige om at indstille deres samarbejde, når kunden havde fundet en ny transportpartner, og med udgangen af maj 2008 ophørte parternes samarbejde.

I juni samme år fremsendte transportøren en faktura og kunden modfakturerede fakturabeløbene - hvorefter sagen havnede i retten.

Transportøren gjorde i retten bl.a. gældende, at det i transportbranchen er sædvanligt, at der løbende kan ske justering af priserne – et argument som i øvrigt blev understøttet af det forhold, at medarbejderen hos transportøren i forbindelse med sit tilbud havde anvendt udtrykket ”pt.”

Endvidere mente transportøren, at der i de generelle betingelser var hjemmel til at foretage prisstigninger uden varsel og at der i den konkrete sag endda var givet 14 dages varsel til stigningernes ikrafttrædelse.

Herudover mente transportøren, at kunden under alle omstændigheder havde accepteret prisforhøjelserne ved fortsat at benytte transportøren, efter prisstigningens ikrafttræden den 13. maj 2008.

Omvendt mente kunden, at der var aftalt faste priser i henhold til transportørens pristilbud og at det spillede en ikke ubetydelig rolle, at kunden netop i tillid til dette pristilbud havde valgt en ganske ressource-krævende omstilling fra kundens tidligere faste logistik- og transportleverandør, og til transportøren som ny transport- og logistikleverandør.

Yderligere mente kunden, at transportøren under alle omstændigheder ikke havde været berettiget til at hæve priserne i aftaleperioden og i hvert fald slet ikke i prøveperioden, og at det var urimeligt med den prisforhøjelse på 25-30 procent kun én måned efter prøveperiodens opstart.

Yderligere mente kunden, at uanset om transportøren måtte have været berettiget til at hæve priserne skulle dette være sket med et passende varsel og mindst tre måneder, og ikke 14 dage som det rent faktisk havde været tilfældet.

Endelig var det kundens opfattelse, at det ikke kunne anses som en loyal fremgangsmåde fra transportørens side først at overtage den omfattende logistik- og transportopgave på baggrund af først at angive ét prisniveau for umiddelbart efter aftalens påbegyndelse herefter at forsøge at gennemføre meget væsentlige og i øvrigt efter kundens opfattelse udokumenterede prisstigninger, når kunden på dette tidspunkt netop havde ophørt samarbejdet med en tidligere transportpartner.

Begge parter fremførte i øvrigt diverse forældelsesbetragtninger om hinandens krav under sagen, uden at disse argumenter fik nogen betydning for det endelige resultat.

Byretten lagde i sin afgørelse vægt på, transportøren havde opsøgt grossisten og at parterne havde aftalt den nærmere procedure for transporter og priser. Retten henviste endvidere til, at der ikke var oprettet en skriftlig transportaftale mellem parterne, men at det var ubestridt, at parterne ved samarbejdets begyndelse forudsatte en kontraktperiode på 12 måneder med en prøvetid på 3 måneder.

Endvidere lagde retten til grund, at kundens skifte af logistik- og transportpartner til transportøren indebar en ikke ubetydelig planlægning, idet skiftet forudsatte forhandlinger, såvel procedure for transporter, samt priser, samt testkørsler.

Aftalen mellem parterne trådte i kraft den 1. april 2008 og retten fandt ikke, at der var fremkommet oplysninger om årsagen til prisstigninger på 25-30 procent, inden at dette var blevet krævet af transportørens moderselskab.

På dette grundlag fandt retten under henvisning til parternes indbyrdes formål og forudsætningerne for samarbejdet taget i betragtning, at transportøren i prøvetiden ikke havde været berettiget til at gennemføre prisforhøjelser i den nævnte størrelsesorden med det skete varsel, og at kunden derfor havde et krav på, at samarbejdet fortsatte med de aftalte priser, indtil kunden skiftede logistik- og transportpartner ved udgangen af maj 2008.

Retten fandt endvidere ikke, at der var grund til at antage, at kunden ved en stiltiende aftale eller på anden måde havde accepteret transportørens prisstigninger pr. 14. maj ved at lade transportøren udføre transporterne indtil udgangen af maj 2008, og resultatet blev derfor, at kunden blev frifundet for kravet.