Det er blevet jagtsæson i Folketinget.

Med maksimalt et halvt år op til næste folketingsvalg bliver der fra oppositionens side lagt et voldsomt pres på regeringen og dens ministre. Sådan er spillets regler.

En af de ministre, der er under pres i disse uger, er transportminister Hans Chr. Schmidt, der er kommet i fokus i forbindelse med skandalen om DSBFirst. En rigtig skidt sag, som ministeren har haft svært ved at lukke ned.

Men helt ærlig: Ikke en sag, som vi ønsker, skal koste en transportminister hovedet.

Ministeriet har i mange år efter Flemming Hansen været regeringens kastebold med skiftende ministre og dermed et ministerium på slingrekurs. Med Hans Chr. Schmidt synes der endelig at være kommet ro over ministeriet.

Ikke forstået på den måde, at den sønderjyske viceskoleinspektør har sat sig mageligt i chefstolen og lagt benene op på katederet. Tværtimod, så har han rusket op embedsmandsvældet og taget styring. Om man kan lide det eller ej, så har Schmidt sat sit præg på, hvordan han mener, at fremtidens ministerium skal tage sig ud og arbejde. Det kan vi lide.

For mange politikere er transportministeriet ikke noget prestigeministerium. Det er det for os. Transport og logistik af gods og personer er omdrejningspunktet for et velfungerende samfund, som vil vækst.

Det har brug for en stærk minister med gennemslagskraft og respekt i regeringen - og sådan en er Hans Chr. Schmidt.

Selvfølgelig har branchen stadig nogle åbne ønsker om øget kontrol, mindre bureaukrati og regelrytteri mm. Men Hans Chr. Schmidt har i sin tid som minister vist, at han lytter til branchen og at han vitterligt ønsker dialogen.

Derfor er der kun tilbage at håbe, at Schmidt får styr på DSB-sagen, så vi undgår et ministerskifte i utide. For det har hverken han eller branchen fortjent.