Amerikanere med underskud
De amerikanske luftfartsselskaber har fået økonomiske tæsk i første kvartal.
Det skyldes dels dyre brændstofpriser samt aflysninger i forbindelse med vinterstorme og jordskælvet i Japan.
Branchens nye gigant United Continental øgede underskuddet fra 183 millioner USD i første kvartal 2010 til 213 mio. USD i første kvartal i år. Det skyldes dog blandt andet også fusionsomkostninger ved sammenlægningen af Continental og United i fjor.
United Continental øgede ellers omsætningen med 11 procent, men samtidig steg brændstofpriserne med 28 procent.
American Airlines har noteret et underskud på 436 millioner USD i første kvartal, mens lavprisselskabet Southwest Airlines fik et beskedent plus på fem millioner USD. Også JetBlue tjente tre millioner USD.
US Airways fik et underskud på 114 millioner USD mod 45 millioner i samme periode året før.