Brintmotorer nu klar til gaffeltrucks
H2 Logic A/S lancerer om få uger en nyudviklet brintmotor til forureningsfrie brintgaffeltrucks.
Det sker på verdens førende transport- og logistikmesse, CeMAT i Hannover. Produktserien er navngivet H2DriveTM og er seneste resultat af mere end seks års udviklingsarbejde hos H2 Logic. På messen fremviser Dantruck A/S ligeledes deres nyudviklede gaffeltruck på brint som anvender H2DriveTM fra H2 Logic.
- De mange potentielle kunder i Danmark og udland som vi har besøgt har alle bekræftet at der er hul mellem det som LPG/Diesel og el-gaffeltrucks tilbyder kunderne. Dette hul udfylder brintgaffeltrucks. Vi har ordrebogen klar, og forventer til messen at booke afprøvninger af brintgaffeltrucks med H2Drive hos slutbrugere i månederne efter CeMAT, siger salgschef Steven Westenholz.
H2 Logic og Dantruck har siden 2006 arbejdet målrettet på færdiggørelsen af en ny brintdrevet gaffeltruck fra Dantruck, hvor et H2Drive system fra H2 Logic er integreret. Sideløbende har H2 Logic udviklet en 80 volts version af H2Drive som har samme dimensioner som batterier og dermed kan erstatte disse i konventionelle eldrevne gaffeltrucks.
Sammen med H2Drive tilbyder H2 Logic også tankstationer, som kan tanke brintgaffeltrucks på tre minutter. Dette er tilsvarende tankning af LPG/diesel og hurtigere end udskiftning af batterier i el-gaffeltrucks.