Gods over bord: Sø- og Handelsretten finder i ny dom mangler ved både surring og emballering.

Dommerne ved transportbranchens fagdomstol, Sø- og Handelsretten, - der udover at tage stilling til hvad der er op og ned på juraen også skal forsøge at konkludere på de mest sandsynlige faktuelle årsager til godsets bortkomst eller beskadigelse - er ofte udsat for en række forskellige sanseindtryk i form af forklaringer, e-mails, søprotester, surveyerklæringer og syns- og skønserklæ-ringer.

Den endelige vurdering og det endelige skøn ligger hos retten, og det var også tilfældet i en sag, hvor Sø- og Handelsretten har afsagt dom den 25. marts og som startede med, at en dansk eksportør havde solgt en cementfabrik til en cementproducent i Algier.

I den forbindelse havde Eksportøren bestilt to motorer hos en motorfabrikant. Disse motorer skulle leveres fra Sydafrika. Motorerne blev sendt i to transportkasser med søtransport fra Sydafrika til Rotterdam.

For den videre søtransport fra Rotterdam til Algier rettede Eksportøren henvendelse til et dansk shippingfirma, der bookede transporten hos et linjerederi. Transportaftalen, der også omfattede transport af gods fra Vigo til Algier, blev indgået med rederiets selskab på Bahamas, som driver linjefart mellem Europa og Afrika.

Af booking-noten af 10. november 2004 fremgik, at de to kasser hver vejede 31.200 kg og havde målene 5,17m x 3,27m x 4,15m.

Linjerederiets førstkommende skib fra Rotterdam var fuldt ud booket under dæk. Da der var tale om en hasteforsendelse, aftaltes det derfor, at kasserne skulle lastes på dæk.

I det af Linjerederiet udstedte konnossement blev Eksportøren anført som afsender, og konnossementet blev påført følgende forbehold

Godset blev lastet om bord på Skibet den 15. december 2004.

Den 17. december 2004 omkring kl. 07.40 blev skibet, der sejlede i Biscayen med kurs mod Vigo ramt af tre bølger, der fik skibet til at rulle mellem 28 og 35 grader. Den ene kasse og to tomme containere, der var placeret på dækkets bagbordsside mellem kassen og skibssiden, forsvandt ud over rælingen.

Den anden kasse på dæk blev slået i stykker, men indholdet, en motor, røg ikke overbord, men stod tilbage på dækket.

Efter tabet af godset sejlede skibet til nødhavn i Saint-Nazaire med ankomst den 18. december 2004. Den tilbageværende motor blev omstuvet.

Skibets kaptajn afgav ved ankomsten til Saint-Nazaire søprotest, hvoraf blandt andet fremgik at:

Søprotesten var naturligvis en del længere end det citerede og den 5. januar 2005 fulgte kaptajnen op med følgende beskrivelse af godset:

På begæring af Linjerederiet og rederiets forsikringsselskab blev der den 17. december 2004 foretaget survey.

Selve emballeringen af de to motorer er beskrevet i en rapport fra det firma, der forberedte transporten af motorerne fra Sydafrika. Af denne fremgik, at motorerne var placeret på svejsede stålbjælker, hvorover der var anbragt en palle. Gennem bunden af denne var boret huller, således at motorerne kunne fastgøres med bolte til stålbjælkerne. Plastik var herefter lagt over pallen, og motoren var placeret herpå og fastkilet.

Alle skarpe dele var dækket, og løse dele var fastspændt. Herefter var motoren og delene pakket ind i plastik, og fibertape var lagt ud over for at sikre mod, at plastikken kunne skubbe sig. Den ydre kasse blev herefter påsat og sikret med vinkeljern.

Inden sagen blev anlagt den 19. marts 2008, blev der på begæring af Forsikringsselskabet udarbejdet en rapport fra en hollandsk surveyor, der angav, at årsagerne til, at lasten faldt overbord, kunne skyldes både ekstreme vejrforhold, dårligt fastgørelse af godset inden i kasserne og dårlig surring på dæk.

I to efterfølgende breve udtales på grundlag af yderligere tilgængelig information, at fastgørelsen på dæk havde været foretaget på sædvanlig vis, og at fastgørelsen af motoren havde været udført ukorrekt og dermed sandsynligvis forårsaget, at motorerne havde skubbet til containerne.

Eksportøren fik herefter en dansk survey på banen og denne afgav en erklæring af 19. februar 2007, der blandt andet konkluderede at,

Under den efterfølgende sag anlagt for Sø- og Handelsretten blev der også afholdt syn og skøn, og skønsmanden måtte ud i en besvarelse af ikke mindre en 21 lange spørgsmål om alle tænkelige forhold vedrørende godset og skibets påvirkning.

I Sø- og Handelsretten nedlagde Linjerederiet og Forsikringsselskabet påstand om, at Shippingfirmaet og Eksportøren ”in solidum alternativt hver for sig” skulle betale tre beløb i forskellige valutaer, nemlig 202.156,00 EUR, 12.627,00 GPP og 44.894,55 USD. De to sagsøgte parter nedlagde påstand om frifindelse.

Partnerne nedlagde, som det er vanligt i denne slags sager, diverse regres- og friholdelsespåstande og alle påstande blev taget under behandling af retten bortset fra eksportørens påstand mod shippingfirmaet, der blev afskåret for behandling, idet den var nedlagt for sent.

Det påstævnte beløb 202.156 EUR svarede til det beløb, som Linjerederiet forligsmæssigt havde betalt til modtagernes algeriske vareassurandører for de to motorers fakturaværdi. De 12.627,42 GBP er udgifterne til en bankgaranti stillet af Forsikringsselskabet efter krav fra de algeriske vareassurandører i forbindelse med losningen i Algier, og de 44.894 USD er omkostninger ved deviation til nødhavn samt for tab af containere. Parterne var enige om størrelsen af de opgjorte beløb.

Sø- og Handelsretten henviste indledningsvist til surveyrapporten fra St. Nazaire, hvor konklusionen var, at lastkasserne primært rev sig løs, fordi de tunge maskiner under hensyn til vejrforholdene i Biscayen var utilstrækkeligt fastgjort i lastkassernes bund.

Af skønsmandens erklæring fremgik det, at der manglede oplysninger for at kunne drage mere entydige konklusioner på visse dele af skadeforløbet. Skønsmanden pegede på flere mulige forklaringer på, at godset rev sig løs. For det første anførte skønsmanden ligesom i surveyrapporten, at de tunge maskiner under hensyn til de konstaterbare vejrforhold i Biscayen var utilstrækkeligt fastgjort i bunden af lastkasserne.

Skønsmanden fremførte endvidere, at sagsøgernes surring og fastgørelse af surringskæderne kunne have medført, at lastkasserne bristede under påvirkningen fra kæderne, hvorefter surringen blev løs og ikke længere holdt tilstrækkeligt på godset.

Kaptajnen havde, under sin forklaring afgivet i retten, blandt andet udtalt, at transportøren i Antwerpen inden lastningen fik påsvejset padeyes til brug for den omfattende fastgørelse af lasten fra Eksportøren, samt at der blev brugt 24 kæder til surring og fastgørelse af hver lastkasse.

Retten fandt at denne forklaring ikke stemte overens med de oplysninger, som kaptajnen tidligere havde afgivet i sagen.

Da oplysningerne i øvrigt ikke var understøttet af yderligere dokumentation f.eks. om udgifterne til svejsning, materiale mv., eller fremgik af besigtigelsen i St. Nazaire, måtte rettens bevisbedømmelse tage udgangspunkt i de oplysninger om antallet af kæder og mulige fastgørelsesmåder, der fremgik af den fremlagte skriftlige dokumentation i sagen.

Efter en samlet bevisvurdering, herunder skønsmandens svar på flere af spørgsmålene kunne det efter rettens opfattelse ikke udelukkes, at rederen havde fastgjort surringskæderne på en sådan måde, at trækasserne ikke havde kunnet holde mod presset og trækket fra surringen. Rederen havde således ikke løftet bevisbyrden for, at skaden ikke skyldtes rederens egne forhold.

Sø- og Handelsretten fandt det samtidig godtgjort på baggrund af surveyrapporten og skønserklæringen, at afsenderens fastgøring af de tunge maskiner på lastkassernes bund ikke havde været tilstrækkelig til transport på dæk gennem Biscayen. På denne baggrund fandtes Shippingfirmaet og Eksportøren måtte bære en del af tabet, hvilket retten skønsmæssigt havde fastsat til halvdelen af de påstævnte beløb.

Da udgifterne til den stillede garanti var en sædvanlig udgift i forbindelse med en opstået skade, fandtes disse ligeledes at burde betales af parterne med halvdelen hver.

Den utilstrækkelige fastgørelse af motoren i kassen skyldtes udelukkende Eksportørens forhold, hvorfor Eksportøren skulle friholde Shippingfirmaet for ethvert beløb, som Shippingfirmaet måtte betale til rederen og dennes forsikringsselskab.

Under hensyn til sagens resultat skulle hver part i forholdet mellem sagsøgerne og de sagsøgte bære egne omkostninger, bortset fra omkostninger til syn og skøn 176.207,04 kr., der blev delt ligeligt mellem parterne.

Eksportøren skulle friholde Shippingfirmaet for omkostninger og betale Shippingfirmaet et beløb til dækning af udgift til advokat, hvilket ud fra sagens omfang og karakter blev fastsat til 50.000 kr.