23948sdkhjf

Landevejstransport af farligt gods

ADR-konventionen, der regulerer landevejstransport af farligt gods, er netop blevet revideret.

ADR-konventionen, der regulerer landevejstransport af farligt gods, er netop blevet revideret.



Af advokaterne Anders Hedetoft & Martin Juste, Delacour Dania, Århus

Ændringerne skete pr. 1. januar 2011, men der er i konventionen indsat en overgangsperiode indtil den 30. juni 2011, før reglerne senest skal træde i kraft i de enkelte lande. Ændringerne i ADR-konventionen giver anledning til en kort indføring i reglerne, der vedrører transport af farligt gods.

Landevejstransporten i Danmark er som udgangspunkt reguleret af reglerne i færdselsloven. Såfremt transporten bliver international, vil det være den relevante udenlandske færdselslov, der regulerer transporten i dette land. Ved siden af den almindelige færdselslovgivning findes desuden et antal særregler og bestemmelser, der supplerer færdselsloven inden for et nærmere specificeret transportområde.

I Danmark giver den danske færdselslov adgang til, at der udarbejdes specifikke regler inden for et specialområde, som kræves reguleret ved siden af den almindelige færdselslov. En sådan særlig adgang er netop givet i forhold til reguleringen af landevejstransport af farligt gods, hvor Justitsministeriet og Transportministeriet har bemyndigelse til at fastsætte særregler på området. Dette sker ved tiltrædelse af internationale konventioner, samt ved udstedelse af særregler for kontrol og tilladelser.

Regelgrundlag

Landevejstransport af farligt gods er reguleret af internationale konventioner - særligt den såkaldte ADR-konvention. ADR-konventionen er blevet til via et internationalt samarbejde i FN-regi, der tog sit udspring helt tilbage i 1957. I takt med den generelle udvikling i samfundet er der sket ændringer i konventionen, så den er samstemmende med det gods der transporteres og det udstyr, der benyttes til at transportere godset.

ADR-konventionen er gældende for alle lande i den europæiske union. De enkelte medlemslande er derfor forpligtet sig til at inkorporere konventionen i deres nationale lovgivning. I Danmark er dette sket via bekendtgørelse nr. 617 af 26. juni 2009 om vejtransport af farligt gods, der har implementeret den forrige udgave af konventionen fra 2009.

ADR-konventionen skal revideres og ændres hvert andet år, og konventionen er således netop blevet ændret pr. 1. januar 2011. Ændringerne træder i kraft inden for en overgangsperiode på et halvt år, og Danmark er forpligtet til at inkorporere disse ændringer i dansk lovgivning senest den 30. juni 2011.

Det er således samme regler, der gælder for landevejstransport af farligt gods i hele EU, ligesom der desuden er adskillige lande uden for EU, der har valgt at inkorporere ADR-konventionen som en del af deres nationale lovgivning. For Danmarks vedkommende er det derfor de samme regler, der regulerer både national og international landevejstransport af farligt gods, jf. den nævnte bekendtgørelse om farligt gods.

Opbygning og brug

ADR-konventionen er opbygget omkring to bilag, A og B, der tilsammen er inddelt i ni dele. Bilag A, del 1 – 7 vedrører konventionens generelle bestemmelser og bestemmelser for farlige stoffer og genstande. Bilag B, del 8 - 9 vedrører bestemmelser for transportmateriellet og transportens faktiske gennemførelse.

Del 1 i den reviderede udgave af ADR-konventionen, er væsentlig for brugen af konventionen. De generelle bestemmelser indeholder definitioner af de termer, som benyttes i konventionens øvrige dele, og den definerer nøjagtigt konventionens anvendelsesområde.

Et andet centralt element i den praktiske anvendelse af ADR-konventionen er Tabel A, som findes i del 3.2. Tabellen indeholder en liste over farligt gods i nummerorden efter UN-nummer (FN´s stofidentifikationsnummer). Når først UN-nummeret på et farligt stof er fastlagt, giver Tabel A krydshenvisninger til de særlige bestemmelser, der gælder for transport af det pågældende stof, samt henvisning til de kapitler og afsnit, hvor disse bestemmelser er beskrevet.

Ved siden af disse særbestemmelser skal man dog være opmærksom på, at de generelle bestemmelser stadig finder anvendelse i det omfang det er relevant for det pågældende stof.

Oversigt

Kender man ikke på forhånd UN-nummeret på stoffet, indeholder Tabel B i Del 3.2 en alfabetisk over-sigt over de farlige stoffer med angivelse af UN-numrene. Såfremt det transporterede gods ikke fremgår af hverken Tabel A eller B, skal klassificeringen i Del 2 benyttes til at fastslå, om godset anses for farligt eller ej, og hvilket UN-nummer det skal tildeles.

Det vil ikke give mening at gennemgå ADR-konventionen i detaljer her, men ved hjælp af de generelle bestemmelser og definitioner i Del 1, sammenholdt med tabellerne i Del 3.2, har man som bruger en god indgangsvinkel til læsning af konventionen, når man i praksis skal udføre landevejstransporter af farligt gods.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093