Snild lastvogn til lette maskintransporter
Konceptopbygget knæklad løser mange opgaver for sønderjysk entrprenør.
Af Finn Bjerremand
Autoriseret Mercedes-forhandler P. Christensen A/S, Kolding leverede i december i tæt samarbejde med lad- og opbyggervirksomheden Brdr. Plagborg ApS i Lindved en ny treakslet lastvogn med et specielt knækbart lad til transport af mindre selvkørende materiel.
Vognen blev leveret til entreprenør- og byggekoncernen J.Falk-Petersen A/S i Sjølund.
Opbygningen er lavet ud fra et koncept, som Brdr. Plagborg ApS har udviklet, så det ikke længere er nogen større videnskab, hver gang der skal bygges et sådan lad - man kender så at sige alle udfordringerne ved løsningen.
Det betyder med andre ord, at man hurtigere kan få leveret en lignende opbygning.
Nu har vognen været i arbejde i en periode og vi har besøgt den sydjyske entreprenør og byggekoncern J. Falk-Petersen A/S i Sjølund tæt på det naturskønne område ved Skamlingsbanken.
Indfrier forventningerneHos firmaet er man yderst tilfreds med den nye Mercedes, der har indfriet forventningerne og som anvendes til mange forskellige transportopgaver.
Takket være knækladet, der knækker hydraulisk bag den bagerste aksel, kan mange maskiner køre lige ombord på ladet, når bagenden er sænket ned til jorden. Når maskinen er kørt ombord løftes bagenden op til vandret lad og transporten kan gå mod bestemmelsesstedet.
Opkørselsramperne er også hydrauliske og ligger som en hydraulisk udskudsenhed med dobbeltskud inden i bagenden. Derved giver ramperne en fin forlængelse af det knækkede ladstykke, hvorved maskinerne har en god lang opkørselrampe, som giver en sikker opkørsel.
Er der tale om en maskine, der ikke selv kan køre op - eller er der risiko for udskridning - sætter chaufføren bare spillet i den ene ende af maskinen og lader wiren stramme til under opkørslen - eller måske helt trække maskinen op.
For at kunne læsse mindre ting på vognen, er den også bygget op med en ultra lille kran i form af en Hiab 026T, der er placeret i det ene hjørne af ladet, som også har tredelte sider i længden.
Mercedes-chassisLastvognen er en treakslet Mercedes 2541, der er udstyret med en Mercedes OM 510 LA V6 motor (Euro 5), som har en topydelse på 410 hk.
Transmissionen er en PowerShift gearkasse med automatiseret gearskifte, der ikke har nogen koblingspedal. Chassiset er udstyret med en tvangsstyret singlemonteret bogieaksel, der giver gode manøvremuligheder, og dermed gør vognen snild til mange opgaver.
Mercedes’en er godt udstyret, der er bl.a. xenon forlygter, klimaanlæg samt brede forhjul og bogiehjul i størrelsen 355/50-22,5.
På ladet er der også monteret spil på strategiske vigtige steder under ladet i den ene side. Det er til at kunne surre godset forsvarligt under transporten.
Alt i alt er der tale om en snild og god transportløsning til transport af forskellige maskiner.
Lange traditionerP. Christensen a/s er en familieejet virksomhed, der i dag drives af tredje generation. Virksomhedens historie går tilbage til 1924, da P. Christensen begyndte at sælge biler i Kolding. Siden 1935 har virksomheden solgt Mercedes-Benz og i dag er P. Christensen således den ældste nuværende Mercedes-Benz forhandler i Danmark – med salg af hele Mercedes-Benz-sortimentet fra den mindste A-Klasse til den største lastbil.
I 1999 overtog Peter Christensen det fulde ejerskab af virksomheden, som i dag har afdelinger i Odense, Kolding, Haderslev og Padborg.
Ud over Mercedes-Benz er P. Christensen også aut. forhandler af smart, Renault Trucks samt verdens hurtigste elbil Tesla.
Som forhandler af alle lastbilmodeller fra Mercedes-Benz stilles der store krav til virksomhedens standard både i salgsafdelingen og på værkstedet. Og med en sortimentsudvidelse i starten af 2011 med Renault Trucks er disse krav ikke blevet mindre.
- P. Christensen bestræber sig derfor på, have en lastbil til ethvert behov. Samtidig ved vi, at det for en stor del af vores erhvervskunder er af afgørende betydning, at de har deres bil hurtigt på hjulene igen efter et besøg på værkstedet. Af samme årsag har vores lastvognsværksteder lange åbningstider og samtidig adgang til et af landets største reservedelslagre, siger salgschef for lastbiler, Jørgen Andersen.
Alsidig byggekoncernJ Falk-Petersen A/S er en entreprenørvirksomhed som har eksisteret siden 1974. Virksomheden har lige siden 1974 bygget og udviklet alle former for byggeri, omfattende industri-, kontor-, bolig-, landbrugs- samt institutionsbyggeri.
Hos den sydjyske virksomheden har man valgt at tilpasse sig kundens ønsker og dermed har man været i stand til at komme gennem de svære år.
J. Falk-Petersen A/S - stiftet af Jørgen Falk-Petersen, som døde i 2006 - drives i dag af hans tre sønner Morten, Søren og Thomas Falk-Petersen.
Morten Falk-Petersen står for den daglige drift mens Søren Falk-Petersen er murer og Thomas Falk-Petersen anlægsstruktør i firmaet
Der beskæftiges omkring 50-60 medarbejdere i virksomheden.
fba@transinform.dk