Går dommerne op i (u)rimeligheder
Det er almindeligt antaget, at spørgsmålet om rimelighed normalt ikke er et gyldigt argument i sager mellem erhvervsdrivende.
Af advokat Anders Hedetoft & advokat Martin Juste, Delacour Dania, Århus
Realiteten er dog formentlig en anden, hvis den konkrete sag lægger op til en mere fri og skønsmæssig vurdering fra dommerens side. Er der modstridende forklaringer eller bevismæssig usikkerhed i sagen, vil resultatet ikke sjældent være påvirket af spørgsmålet om rimelighed.
I en nyligt afsagt dom har Vestre Landsret haft anledning til at tage stilling til spørgsmålet om rimelighed i en sag mellem to erhvervsdrivende. I sagen tog Landsretten stilling til, hvorvidt overtrædelse af en aftalt konkurrenceklausul kunne sanktioneres med den aftalte konventionalbod på 100.000 kr., eller om konventionalboden skulle bortfalde eller nedsættes beløbsmæssigt.
Sagen blev endeligt afgjort ud fra en specialbestemmelse i aftaleloven, der giver domstolene mulighed for at foretage en rimelighedsvurdering af den konkrete aftale.
Rimelighedsvurderingen var derfor bundet direkte op på en lovbestemmelse og skyldtes derfor ikke bevistvivl eller anden uenighed mellem sagens parter.
Den relevante bestemmelse i aftalelovens § 36 lyder således:
”En aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det samme gælder andre retshandler.Stk.2. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.” Sagen kort fortalt
Sagen drejede sig om en vognmand, der fra 2006 til 2008 havde kørt fast for et transportfirma. I parternes aftale var indsat en 1-årig konkurrenceklausul, der bestod af to hoveddele:
(1) vognmanden måtte ikke have samarbejde med eller ansættelse hos transportfirmaets konkurrenter, og (2) vognmanden måtte ikke køre for transportfirmaets kunder.
Efter samarbejdet var ophørt i 2008, forbrød vognmanden sig dog mod konkurrenceklausulen, idet han arbejdede 14 dage som vikar for en anden vognmand, der kørte for én af transportfirmaets kunder på den specifikke rute. Der var således tale om et brud på både del (1) og del (2) af konkurrence-klausulen.
Ifølge parternes aftale skulle en sådan overtrædelse sanktioneres med en konventionalbod på 100.000 kr., der lå fast uanset overtrædelsens omfang og omstændigheder. Transportfirmaet anlagde derfor sag mod vognmanden med påstand om betaling af 100.000 kr.
(U)rimelig aftale?Dommerne i både byretten og Vestre Landsret foretog en meget konkret vurdering af de faktiske omstændigheder i sagen. I begge instanser blev der lagt vægt på, at der alene var tale om en meget kortvarig overtrædelse på kun 14 dage, og der var således ikke etableret et fast samarbejde parterne imellem.
Derudover var vognmanden alene ansat som chauffør i perioden, hvilket understregede, at overtrædelsen var af kortvarig karakter og uden henblik på fremtidigt samarbejde. Endeligt havde overtrædelsen alene haft en meget begrænset økonomisk betydning for transportfirmaet, hvis det havde haft nogen betydning overhovedet.
Ud fra disse tre momenter nåede begge instanser frem til, at den aftalte konventionalbod ikke kunne opretholdes, selvom der de facto var sket en overtrædelse af konkurrenceklausulen. Dertil var overtrædelsen for kortvarig og af for lille økonomisk betydning.
Bøden nedsatUd fra en skønsmæssig vurdering nedsatte både byretten og Landsretten konventionalboden til kr. 25.000, jf. aftalelovens § 36. Der blev hos domstolene således foretaget en rimelighedsvurdering, inden for rammerne af parternes aftale sammenholdt med de konkrete omstændigheder i sagen.
En aftale er en aftale – medmindre…
En aftale er en aftale. Sådan er det, og sådan skal det være. Dette er det helt klare udgangspunkt i dansk ret for at sikre stabilitet og tillid. Man skal kunne stole på en aftale, og man kan ikke som part i en aftale forlade sig på, at en aftale vil blive ændret eller tilsidesat af domstolene, hvis den viser sig at være ugunstig.
UndtagelseDommen illustrerer dog, at reglen ikke er uden undtagelser. Domstolene har med aftalelovens § 36 en legal mulighed for at regulere urimelige aftaler. Adgangen hertil er dog begrænset.
Således vil domstolene ikke regulere aftaler, der er et udslag af en kalkuleret risikotagen fra den ene parts side. Har man ved aftaleindgåelsen accepteret at løbe en given risiko, bliver man ikke efterfølgende reddet af domstolene, når aftalen viser sig at slå fejl.
Essensen er derfor, at man altid skal se sig for og tænke potentielle konsekvenser igennem, inden man indgår en bindende aftale. Dette gælder uanset om man handler som privat eller som erhvervs-drivende. Better safe than sorry.
