Ny administrerende direktør
Lars Bo Larsen er pr. 16. september udnævnt til administrerende direktør i Toyota Material Handling.
Han afløser Claus Christensen, der har været adm. direktør de seneste 10 år, og som for nyligt kunne fejre 25 års jubilæum i truckbranchen.
Toyota Material Handling er Danmarks største udbyder af truck, med salg, service og udlejning af BT lagertruck, Toyota gaffeltruck og Kalmar industritruck.
Den nye administrerende direktør har masser af erfaring, når det kommer til Toyota og truck. Lars Bo Larsen kommer nemlig fra en topstilling som direktør for Toyota Material Handling Europe’s Sales Opperation Support. Derudover kender han både det danske og tyske marked særdeles godt, idet han tidligere har været ansvarlig for salg og marketing i BT Danmark, BT Deutschland og Toyota Material Handling Deutschland.
- Vi vil fortsat arbejde med at tilbyde totalløsninger, der optimerer truckdriften for såvel store som små kunder, så de kan fokusere på at udvikle deres egen kerneforretning, siger Lars Bo Larsen. Transportbranchen har haft turbulente tider de sidste år, men vi har, som så mange andre virksomheder, fået tilpasset os til markedet, så det er en veldrevet virksomhed med en sund økonomi jeg overtager.
Nye udfordringerClaus Christensen har sagt ja til nye udfordringer, og tiltræder medio september en stilling som direktør for Toyota Material Handling Europe’s Key Account område.
- Jeg har gennem årerne haft mange opgaver på europæisk plan, og jeg glæder mig til nu at kunne fokusere på de europæiske storkunder. Jeg synes, det er helt naturligt, at man efter 10 år som administrerende direktør ønsker nye udfordringer, siger Claus Christensen.
Toyota Material Handling Danmark med hovedkvarter i Slangerup har mere end 240 medarbejdere og en årlig omsætning på ca. 500 mio. kr.