23948sdkhjf

Dachser indvier nyt logistikcenter

Nyt logistikcenter på Helseholmen i Hvidovre er tilpasset selskabets fortsatte vækstkurs.

Nyt logistikcenter på Helseholmen i Hvidovre er tilpasset selskabets fortsatte vækstkurs.



Dachser Danmark A/S flyttede allerede ind i det nye domicil i midten af april og koncernen er nu efter en indkøringsperiode klar til at indvie det moderne logistikcenter officielt.

- Der er altid en indkøringsperiode på en så stor ny facilitet, men det er faktisk gået forbløffende let at tilpasse vores operation til de nye og langt bedre forhold, siger ordførende direktør Finn Skovbo Pedersen, Dachser Danmark A/S, til Danmarks Transport-Tidende.

Den nye logistikterminal ligger på en grund på 70.000 kvadratmeter. Selve terminalen har et areal på 4200 kvadratmeter og 41 porte. Der er tale om en cross docking terminal med porte på begge sider af bygningen.

- Det betyder, at vi kan losse de internationale biler på den ene side og læsse godset over på distributionsbilerne på den anden side, der skal ud og levere fragten til modtagere her i Storkøbenhavn eller på resten af Sjælland – og omvendt, forklarer Finn Skovbo Pedersen.

Dachser Danmark har naturligvis fremtidssikret den nye terminal, der kan fordobles på længere sigt. Der er også plads til et højlager i op til 14,5 meters højde med plads til omkring 16.000 paller.

Nyt kontorbyggeri

Dachser Danmark har også bygget en helt ny kontor-bygning i tre etager med et samlet areal på 3000 kvadratmeter. Herfra styres koncernens landevejstrafikker i Danmark, sø- og luftaktiviteterne, samt aktiviteterne i det øvrige Skandinavien i selskabet Dachser Nordic.

Der er beskæftiget knap 100 medarbejdere på Dachsers nye logistikterminal. Selve terminalen beskæftiger 13 ansatte. De resterende er fordelt med knap halvtreds på landevejstrafikkerne, 20 på sø- og luft, samt 19 i administrationen.

Vokseværk

- Et godt eksempel på, hvorfor det var så presserende at øge kapaciteten er, at i det første seks måneder af 2010 har Dachser øget antallet af forsendelser gennem afdelingen i Hvidovre med 44 procent set i forhold til samme periode sidste år. Vi oplever en kraftig vækst, som vi forventer fortsætter. Det er naturligvis også grunden til vi har valgt at bygge større faciliteter end vi måske har brug for lige nu og her, så der er plads til at vokse, siger Finn Skovbo Pedersen.

At Dachser har formået at hente en markant rationaliseringsgevinst med overflytningen til den nye logistikterminal ses tydeligt af det faktum, at virksomheden kan håndtere den store fremgang i antallet af forsendelser med det samme antal medarbejdere på terminalen.

- Vi har fået et helt andet flow på den nye terminal. På den gamle terminal var vi ude over randen af den kapacitet vi havde og vi var nødt til at improvisere, hver eneste dag for at nå i mål. Det er et helt andet miljø vi arbejder i nu, hvor vi har den plads der skal til. Men selv om vi har god plads, så har vi konstant fokus på, at arbejdet udføres så rationelt som muligt.

Dachser Danmark beskæftiger omkring 175 medarbejdere fordelt på filialerne i Kolding og i Hvidovre. Sammen med filialen i Kolding på 7000 kvadratmeter, så repræsenterer det nye logistikcenter i Hvidovre en investering på 250 millioner kroner.

Det tyske moderselskab Dachser beskæftiger godt 18.000 ansatte på verdensplan.

Indvielse med manér

Dachser Danmarks officielle indvielse af det nye logistikcenter byder blandt andet på masser af underholdning til de små.

Der er allerede tilmeldt over 700 til den officielle indvielse lørdag, den 18. september fra klokken 13-16 på Helseholmen 11 i Hvidovre.

Gæsterne kan blandt andet møde Jesper fra X-factor 2010 samt deltage i en konkurrence, hvor de heldige kan vinde et ophold på Lalandia, spise lige så mange softice som man orker, blive malet som en prinsesse og meget andet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078