Transportvirksomheder tør igen investere
En rapport fra analysefirmaet McKinsey & Co. og de nyeste tal fra De Danske Bilimportører viser nu tegn på, at der på både verdensplan og i Danmark er sket en vending i det hidtil meget pressede salg af lastbiler.
- Både de seneste måneders udvikling i nyregistreringerne af lastbiler i Danmark og McKinsey-rapportens forventninger til den globale udvikling i de kommende år tegner et mere positivt billede for udsigterne fremover, end hvad vi hidtidig har set. Den triste kurve med kraftige fald i lastbilsalget synes at være knækket. Det viser, at den længe ventede og tiltrængte økonomiske vækst, som vil være til stor hjælp for de danske vognmænd i deres bestræbelser på at komme ud af den lange ørkenvandring, som branchen har været igennem pga. krisen, er på vej. Modet er ved at vende tilbage – man tør så småt igen investere i nyt materiel efter en lang periode, hvor bestanden af lastbiler er faldet og faldet. Siden starten af 2010 er det fald dog ophørt. Det er klart et lyspunkt for erhvervet, siger økonom i Dansk Transport og Logistik, Morten Pernø.
Rapporten fra McKinsey & Co., som er omtalt i Danmarks Transport-Tidende 14. september, konkluderer nemlig, at lastbilproducenterne er ved at være ovenpå igen efter en langvarig nedtur, og på globalt plan forventes de nu at stå over for en længere periode med fremgang.
Det er analysefirmaets forventning, at lastbilproducenterne allerede om fem år vil nå en samlet global indtjening på hele syv mia. euro, og at det verdensomspændende lastbilsalg dermed kommer op på sit gamle niveau fra 2007 – det sidste fulde år, før krisen brød ud.
Det skyldes iflg. McKinsey & Co. bl.a., at efterspørgslen efter transportydelser er steget i takt med, at de eksisterende verdensmarkeder har overvundet krisen, og at der derfor er et behov for at forny det eksisterende materiel.
Nye markederSamtidig fremhæver rapporten også, at den stærke økonomiske udvikling på nye markeder som de kinesiske og indiske skaber en øget efterspørgsel efter transport. Det vil give gode afsætningsmuligheder for lastbiler på disse markeder i de kommende år.
Samtidig viser de nyeste tal for nyregistreringer af lastbiler fra De Danske Bilimportører for august måned, som DTL har analyseret, at der nu er sket en vending i lastbilsalget i Danmark.
Efter at antallet af nyregistrerede lastbiler i faktiske tal måned for måned har udvist et fald i 2010 i forhold til samme tidspunkt i 2009 frem til og med juni måned, har der henover de sidste to måneder været tale om en fremgang i nyregistreringerne. Hvor antallet af nyregistrerede lastbiler lå på 171 i juli 2009 og 189 i august 2009, lå nyregistreringerne på hhv. 202 og 256 i juli og august 2010.
Hvis man tager højde for sæsonudsving, kan fremgangen i nyregistreringer af lastbiler spores fra og med maj måned – en fremgang, som er fortsat ind i august, hvor det ligger 36 pct. højere end på samme tidspunkt i 2009 og ikke har været højere i de sidste 15 måneder.