I retten: Fødevarestyrelsen frifundet af tre domstolsinstanser for fjerkræproducents erstatningskrav i anledning af forbud mod transport af burhøns.

Dyrevelfærd og ikke mindst dyrenes ve og vel under transporter har i de senere år haft mediernes bevågenhed og flere transportører er - med rette eller urette - blevet hængt ud i pressen i en ofte meget følelsesladet debat.

EU har for længst forsøgt at tage hånd om dyrenes velbefindende under transport, idet bl.a. Rådets direktiv 91/628/EØF, art. 3, stk. 1, litra b), fastsætter, at medlemsstaterne skal drage omsorg for ”at dyr kun transporteres, hvis de kan tåle det …”, og efter Rådets direktiv 95/29/EF, art. 5, stk. 1, litra b), skal medlemsstaterne endvidere drage omsorg for, at transportvirksomheder ”ikke transporterer eller lader dyr transportere under sådanne forhold, at de kan komme til skade eller påføres unødig lidelse.”

I Danmark er bestemmelserne fulgt op af bl.a. dyreværnslovens § 4 a, stk. 1, der giver justitsministeren mulighed for at fastsætte regler med henblik på opfyldelse af De Europæiske Fællesskabers direktiver om forsvarlig behandling af dyr og om beskyttelse af dyrs velfærd.

De to direktiver er med hjemmel i denne bestemmelse gennemført ved bekendtgørelse nr. 201 af 16. april 1993 om beskyttelse af dyr under transport (i det følgende kaldet dyretransportbekendtgørelsen), der i § 13 bestemmer, at dyr kun må transporteres, hvis de kan ”tåle det”.

Disse bestemmelsers sigte er at beskytte dyr imod smerte og lidelse også under transport og skal derfor fortolkes i overensstemmelse med dette formål. Det følger af EF-traktatens art. 249, stk. 3, at et direktiv med hensyn til det tilsigtede mål er bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men det overlades til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen.

Ovenfor citerede regler blev også citeret af domstolen i en sag, der gik over tre instanser, og for nylig endte i Højesteret i en sag, hvor en Fjerkræfarm havde afkrævet Fødevarestyrelsen en erstatning på godt 87.000 kr. for den skade, som Fjerkræfarmen mente at have lidt som følge af et nedlagt transportforbud.

Fjerkræfarmen producerede æg fra burhøns, idet den købte hønerne som daggamle kyllinger og selv opdrættede dem. Efter 15 uger kom de i bur, og 13 måneder senere sendtes de til slagtning. Efter at et lokalt slagteri var blevet lukket, blev hønsene sendt til et slagteri i Tyskland ca. 250 km fra Fjerkræfarmen. På baggrund af en udtalelse fra Dyreværnsrådet, der fandt, at burhøns generelt ikke kunne anses for egnet til transport, instruerede Fødevarestyrelsen i juli 2003 fødevareregionerne om at indføre et midlertidigt forbud mod transport af burhøns.

I konsekvens heraf måtte Fjerkræfarmen lade ca. 24.000 høns aflive i stedet for at sende dem til slagtning. Herefter krævede Fjerkræfarmen erstatning af Fødevarestyrelsen, idet Fjerkræfarmen gjorde gældende, at der med instruksen til fødevareregionerne var indført et ulovligt og til formålet unødvendigt generelt forbud mod transport af burhøns.

Sagen startede ved Byretten i Gladsaxe og her blev bl.a. fremlagt et brev fra 3. juli 2003 fra Fødevarestyrelsen sendt til fødevarecheferne og veterinærcheferne om ”Udsætterhøners tranportegnethed”.

Af brevet fremgik, at Dyreværnsrådet havde udtalt, at det fandt, at burhøns generelt ikke kunne anses for egnet til transport, og anbefalede, at der blev fremskaffet dokumentation for, at indfangning, transport og slagtemetoder kunne ske på en dyrevelfærdsmæssig forsvarlig måde.

Det var endvidere anført, at Justitsministeriet havde anmodet Fødevarestyrelsen om, indtil denne dokumentation måtte foreligge, at overveje at instruere fødevareregionerne om, at der under hensyn til Dyreværnsrådets udtalelse ved bedømmelsen af burhøners transportegnethed skulle anlægges en endog særdeles skærpende bedømmelse. Brevet indeholdt herefter følgende instruks:

”Efter Dyreværnsrådets udtalelse sammenholdt med Justitsministeriets anmodning om en endog særdeles skærpet bedømmelse er det VA3’s opfattelse, at burhøner på det nu foreliggende grundlag ikke kan anses for transportegnede, hverken hvad angår korte eller længere forsendelser. Der vil således ikke længere kunne transporteres burhøner til slagtning hverken i udlandet eller i Danmark. En evt. tilsidesættelse af dette må efter VA3’ opfattelse betragtes som en groft uforsvarlig behandling af dyr, der, såfremt en dyrlæge bliver bekendt med den, må meldes til Politiet, jf. § 20, stk. 1 i Dyreværnsloven (lov nr. 386 af 6. juni 1991).

Da burhøner således ikke længere kan anses for transportegnede er alternativet, at de må aflives på bedriften”.

I april 2004 måtte Fjerkræfarmen lade 24.000 høns aflive i stedet for at sende dem til slagtning.

I retten havde Fjerkræfarmen mange argumenter for sit erstatningskrav, bl.a.:

• at det nedlagte forbud ikke havde den fornødne klare og utvetydige hjemmel i lovgivningen som på-krævet, jf. legalitetsprincippet i GRL § 3,

• at der var tale om et særdeles indgribende tiltag over for Fjerkræfarms velerhvervede rettigheder,

• at det nedlagte forbud var ude af proportioner med det ønskede resultat,

• at sikre en dyrevelfærdsmæssig korrekt behandling af udsætterhøns (burhøns),

• at Fødevarestyrelsen som det mindre i det mere ikke først har søgt at afklare forholdene ved mindre indgribende foranstaltninger, henset til at man i over 6 år havde været vidende om forholdene i branchen, men havde ladet stå til,

• at Fødevarestyrelsen gennem sit forbud havde iværksat en kollektiv afstraffelse af alle ægproducenter, uden hensyntagen til tidligere overholdelse af de udstukne retningslinjer og uden hensyntagen til anvendelse af alternative slagterier,

• at det af Fødevarestyrelsen udstedte totalforbud ikke havde haft tilstrækkelig begrundelse i det foreliggende materiale,

• at Fødevarestyrelsens forbud havde tilsidesat den individuelle og konkrete veterinærfaglige vurdering af dyrs transportegnethed, som der var lagt op til i de bagvedliggende EU-direktiver, dyreværnsloven og bekendtgørelse nr. 201 af 16. april 1993 med senere ændringer,

• at Fødevarestyrelsen havde en selvstændig pligt til at vurdere det tilgrundliggende materiale fra Dyreværnsrådet, henset til at det var Fødevarestyrelsen som udøvende myndighed, der iværksætter forbuddet.

Byretten konstaterede, at allerede fordi Fødevarestyrelsens skrivelse af 3. juli 2003 ikke var et forbud rettet mod Fjerkræfarmen, men et pålæg til de underordnede, fødevarecheferne og veterinærcheferne, om at foretage anmeldelse til politiet, hvis de blev bekendt med, at burhøner blev transporteret til slagtning, medførte skrivelsen ikke, at Fødevarestyrelsen havde pådraget sig erstatningsansvar over for Fjerkræfarmen.

Fødevarestyrelsen hindrede efter byrettens opfattelse ikke Fjerkræfarmen i at lade den i sagen omhandlede transport foretage. Hvis det var sket, måtte politiet ved en anmeldelse først vurdere, om transporten havde været uforsvarlig. Derefter måtte det ved en eventuel tiltalerejsning bero på en ligeledes konkret bevisbedømmelse, om transporten kunne anses for at have medført en uforsvarlig behandling af de pågældende høner.

Fødevarestyrelsen blev således frifundet i byretten.

Fjerkræfarmen ankede sagen til landsretten, som bl.a. slog fast, at da hensynet til dyrevelfærden er det primære sigte med direktiverne, hvorfor landsretten ikke fandt, at EF-traktatens regler om varernes frie bevægelighed, således som det er gjort gældende af appellanten, var til hinder for, at der blev fastsat regler om midlertidigt forbud imod transport af burhøns.

Landsretten henviste endvidere til bekendtgørelse nr. 1034 af 16. december 1999 om fødevareregionerne, hvorefter Fødevaredirektoratet efter bemyndigelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og efter aftale med Justitsministeriet henlagt kontrollen og tilsynet på det dyrevelfærdsmæssige område til de under Fødevaredirektoratet oprettede regionale fødevareregioner, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4. Regionerne er igennem embedsdyrlægerne tillagt kontrolmyndighed ved transporter til andre EU-lande, jf. dyretransportbekendtgørelsens § 4.

På denne baggrund fandt landsretten, at Fødevaredirektoratet var tillagt myndighed til at fastsætte retningslinjer for udøvelsen af den kontrol, som var tillagt embedsdyrlægerne og fødevareregionerne, og da instruksen måtte opfattes som en sådan retningslinje, er den udstedt af den korrekte forvaltningsmyndighed.

Henset til at Dyreværnsrådet i sin udtalelse af 24. marts 2003 blandt andet anfører, at burhøns generelt ikke kan anses for egnet til transport, og at rådet derfor mente, at det på det foreliggende grundlag var dyreværnsmæssigt uforsvarligt at transportere burhøns, fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte Fødevaredirektoratets vurdering af, at det var nødvendigt at indføre et midlertidigt forbud imod transport af burhøns, indtil det var muligt at tilvejebringe dokumentation for, at transport af udsætterhøner fra buranlæg kunne ske på en dyrevelfærdsmæssig forsvarlig måde.

Herefter fandt landsretten ikke, at Fødevarestyrelsen med sin instruks havde erstatningspådragende over for Fjerkræfarmen, der efterfølgende ankede sagen til Højesteret.

Højesteret har nu sat det endelig punktum i sagen ved at stadfæste landsrettens dom, oven i købet med en kort henvisning til samme argumenter, som landsretten anvendte.