23948sdkhjf

Cargoworld finder kunderne

Hellere lille og: Absolut ikke de største. Heller ikke de mest kendte. Men Cargoworld er i markedet.

Hellere lille og: Absolut ikke de største. Heller ikke de mest kendte. Men Cargoworld er i markedet.



Af Herbert Nielsen

- Det er ikke kunderne, der finder os. Det er os, der finder kunderne, siger Morten Berger, ansvarlig for Corporate research & development ved speditørvirksomheden Cargoworld i Rødovre, og med fokus på sø- og luftfragt.

Og der skal nok passe: Cargoworld kan ikke bryste sig af at være medlem af en global alliance eller datterselskab af én af klassens tunge drenge. Så navnet Cargoworld dukker ikke umiddelbart op, når der kæmpes om de helt store accounts eller de store pakker, der udbydes i tenders.

- Vi er ikke som de store. Vi er ikke en ”McDonald’s”, men ser os snarere som en mindre gourmet transportør, for kunder der kræver og ønsker lidt mere. Ved tenders falder alle over hinanden i vild forvirring. I stedet ser vi det som vores væsentligste aktiv, at vi er relativt små, men neutrale - og så tilbyder vi vore kunder en nordisk platform, siger Morten Berger.

Én indgang til Norden

Cargoworld har egne selskaber i både Danmark, Norge Sverige og Finland, og det er selskabets erfaring, at agenter i udlandet kan se en klar fordel i at have én indgang til det samlede nordiske marked frem for at skulle forhandle sig frem med hvert enkelt land, agent for agent.

- Vores beskedne størrelse med 12 på kontoret i Danmark, fire i henholdsvis Sverige og Finland samt to i Norge gør, at kontakter man os, lyder det ikke ”Tryk 1 for import, 2 for eksport…” i telefonen. Vi tilbyder den personlige betjening, og det efterspørges af de mange små og mellemstore virksomheder, der er vore kunder i de fire markeder. Og som ikke mindst i Danmark udgør langt det største segment i erhvervslivet, vurderer Morten Berger.

Personlig betjening

Han mener, at det personlige er altafgørende – både når det gælder kommunikationen og personlige relationer.

- Vi har ikke den købekraft, som de rigtigt store speditør- og logistikvirksomheder har. Vi kan ikke umiddelbart gøre krav på de favorable rater. Men vi, og det vil sige medarbejderne i vore kontorer, har personlige relationer fra tidligere jobs. Erfaringer, der gør, at vi alligevel er med på vognen og i stand til at forhandle os frem til aftaler, der kommer kunderne til gode. Uden personlige relationer i denne branche er du lost, siger Berger.

Selvstændighed

I det hele taget har Cargoworld ikke det mindste imod at være netop blandt de små.

- Fra slutningen af 90’erne og et stykke ind i 00’erne så vi en veritabel tsunami af opkøb, sammenlægninger, mergers og virksomhedsovertagelser. Det gik fra stor til større og til mega-store for mange. Det er fint nok, for der er også mega-store accounts i markedet, der efterspørger partnere i denne højde. Til gengæld har det også efterladt en stor bid af markedet i form af små og mellemstore virksomheder med et stort antal mindre forsendelser af varierende hyppighed, mener Morten Berger.

- De er mest trygge ved at handle med speditører i samme vægtklasse som de selv. Og der er det altså ikke størrelsen, der er det eneste afgørende.

Cargoworld har otte år på bagen og forventer at forblive en selvstændig spiller i en global verden.

- Men det betyder naturligvis ikke, at vi ikke arbejder sammen med andre. Det er blot ikke i form af alliancer, men i form af rene forretningsforhold, hvor andre agenter udefra ser os som neutrale og heldækkende i Norden. Og hvor vi tilsvarende entrerer med tilsvarende neutrale agenter i de markeder, hvor vore kunder fører os hen, siger Morten Berger. Det går fint på den måde: Man behøver altså ikke eje hinanden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094